På tynde streger i farligt terræn

Kunne man forestille sig, at sådanne tegninger blev et internationalt problem? Måske ikke. Men hvad med tegninger, der er kritiske i forhold til for eksempel Kinas overtrædelser af menneskerettigheder? I Hongkong-avisen Apple hedder tegneren Zunsi, og det har kostet avisen milliarder af annoncekroner at holde den kritiske fane højt. De fleste andre aviser i Hongkong har afskaffet politiske bladtegninger for at undgå problemer, efter at byen blev overdraget til Kina. Med Kinas stadig større rolle på verdensplan kan bladtegnernes problemer i Hongkong godt gøre én bekymret.

Anderledes er det, når tegninger berører religion – af to grunde.

For det første betyder globaliseringen, at religion ikke længere holder sig inden for bestemte territorier. Og for det andet går religion og ytringsfrihed ikke alle steder i spand, som for eksempel når OIC, Organisationen af islamiske lande, i FN fremsætter forslag om forbud mod krænkelse af religion, mens hensynet andre steder går i retning af at beskytte borgere mod had, racisme og trusler på grund af eksempelvis religiøs overbevisning.

Begge dele kan lede til indskrænkning af ytringsfriheden: Jerichow beskæftiger sig primært med den første indskrænkning, men strejfer dog også den anden i forbindelse med antisemitiske tegninger.

Med Jyllands-Postens tegninger blev det tydeligt demonstreret, at på religionsområdet er lokalt også globalt – selv rygtet om tegningerne kan udløse uroligheder.

Krisen fik kreativiteten frem, som hos franske Plantu, der skrev ”Je ne dois pas dessiner Mahomet” (Jeg må ikke tegne Muhammed) – og endte med en tegning, der ligner en profet, tegnet med en blyant formet som minaret, hvorfra en mullah holder øje med skriblerierne. En teknik, der er en tradition for i jødedom.

Plantu er ikke i tvivl om, at Muhammed-krisen har betydet noget for den måde, han selv tegner på, han fortsætter kritikken, men med en større underforståethed – der er ingen grund til at udløse blodbad og mord, hvis man kan undgå det. Han taler for, at tegnerne holder op med at tænke på sig selv som anarkister: ”Vi skal hellere tænke på os selv som tegnende journalister og være vores ansvar bevidst.”

Noget lignende plæderer Jerichow selv for, når han skriver om tegnerne som mestre i psykologi. De ved nøjagtig, hvornår de træder på ømme tæer – og de ”kan beslutte, hvilke tæer de ønsker, der skal trædes på”.

Det lyder jo rigtigt – i én sammenhæng. Men Jerichows rundtur viser også, hvor stor forskel der er på at tegne i et demokratisk samfund og i et diktatur. Den iranske tegner Nik Kowsar benyttede sig således af antydningens kunst, da han tegnede en krokodille med halen om halsen på en journalist. Umiddelbart ret uskyldigt. Men nej, den går ikke, hvis der i Iran er en magtfuld mullah, der havde anklaget systemkritiske journalister for at være agenter for CIA – og hans navn på farsi rimer på krokodille.

Kowsar røg i fængsel, slap senere ud af Iran og fik asyl i Canada. En lektie i, at international opmærksomhed kan redde tegnere ud af lokale minefelter.

Anders Jerichow: Bladtegnere i et globalt minefelt. 280 sider. 349 kroner. Gyldendal.