Jeg beklager!

Men her på avisen vil vi jo gerne være lidt anderledes – også på den front. Vi bringer altid rettelser i avisen, når det påkræves, for selvom det koster stolthed at indrømme fejl, styrkes troværdigheden.

Det kan jeg lide, og det er i det hele taget en god livsfilosofi. Men det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke gør ondt, når jeg bliver afsløret i en fejl og skal gå til bekendelse. Derfor, kære læser, er det med hjertelig smertelig ærlighed, at jeg nu fortæller dig om min torsdag i sidste uge.

Onsdag havde jeg skrevet en artikel om den nye digitale bibel fra Bibelselskabet. Jeg interviewede post. doc. Peter Fischer-Nielsen, sendte ham citaterne til godkendelse, dobbelttjekkede alt og afleverede artiklen. Næste morgen fik jeg en e-mail fra den gode hr. post.doc. Der stod, kort fortalt, at der var forsvundet et ord i hans citat. Ordet var desværre det ofte ret afgørende ”ikke”. Han skrev:

”Fin artikel bortset fra mit sidste citat, der mangler et ’ikke’, hvilket fuldstændig ændrer udsagnets mening.”

Av! Knude i maven. Havde jeg fejlet, skulle jeg nu til at, åh nej, undskylde?

Ja, men (heldigvis) ikke på mine egne vegne; fejlen var opstået, efter at jeg afleverede artiklen. Den stakkel, der havde ”syndet”, kom brødebetynget til mig og beklagede.

”Det er jo bare, hvad der kan ske,” trøstede jeg (thi det er altid nemmere at prise andre for deres indrømmelser end selv at undskylde), og jeg formulerede en rettelse, der skulle bringes i avisen næste dag.