I et opsigtsvækkende notat gør præsident Barack Obama og udenrigsminister Hillary Clinton for første gang promoveringen af bøssers, lesbiskes, biseksuelles og transseksuelles rettigheder til en fremtrædende udenrigspolitisk målsætning.
- SAUL LOEB/Scanpix Denmark
Sidsel Nyholm skriver fra USA |
10. december 2011
USA vil bruge alle det amerikanske diplomatis redskaber, heriblandt muligvis fordelingen af bistandsmidler, til at promovere seksuelle mindretals rettigheder verden over
Det bekendtgjorde præsident Barack Obama og udenrigsminister Hillary Clinton i denne uge i et opsigtsvækkende notat, der for første gang nogensinde udtrykkeligt gør promoveringen af bøssers, lesbiskes, biseksuelles og transseksuelles rettigheder til en fremtrædende udenrigspolitisk målsætning. Seksuelle mindretals rettigheder er universelle og overskrider både nationale, politiske og kulturelle grænser, erklærede Clinton i en bemærkelsesværdigt skarpt formuleret tale i Geneve.
”Homoseksuelle mennesker er født ind i og tilhører alle samfund i verden. At være homoseksuel er ikke en vestlig opfindelse. Det er en menneskelig realitet,” tilføjede hun.
Men er det nye initiativ et eksempel på amerikansk moralsk lederskab, eller skyder Obama-regeringen over målet og tramper på andre landes – og andre amerikaneres – værdier? Det er der uenighed om i USA.
Republikanske præsidentkandidater afviser sammenkædningen af udenrigspolitik med seksuelle mindretals rettigheder og fordømmer Obama-regeringens beslutning om blandt andet at afsætte tre millioner dollar (cirka 17 millioner kroner) til at finansiere homoseksuelle aktivistgruppers indsatser.
Obama-regeringens initiativ er del af en ”krig mod traditionelle amerikanske værdier”, fremfører eksempelvis Texas-guvernør og præsidentkandidat Rick Perry.
”At promovere særlige rettigheder for homoseksuelle i fremmede lande er ikke i Amerikas bedste interesse og ikke så meget som 10 cent af skatteydernes penge værd,” siger han.
Også konservative kristne grupper raser over det nye initiativ.
”Det er rent ud sagt anstødeligt, at præsident Obama føler det påkrævet at eksportere den amerikanske kulturs moralske forfald og eksportere den usædelighed til andre nationer, som forsøger at holde fast i traditionelle principper om den menneskelige seksualitet,” siger eksempelvis Matt Barber fra den højrekristne lobbygruppe Liberty Counsel.
Progressive aktivister jubler til gengæld over initiativet, der betragtes som et vandskel i amerikansk udenrigspolitik.
”Dette er en af de gange, hvor vor nation udviste ægte internationalt lederskab og gjorde mig utrolig stolt over at være amerikaner. Der var ingen forsigtigt udformede fokusgruppe-kodeord, der dækkede over krænkelserne – blot sandheden talt fra hjertet,” siger eksempelvis Wayne Besen fra gruppen Truth Wins Out til nyhedsbureauet AP.
Obama-regeringens initiativ kommer i slipstrømmen på en serie af rapporter fra amerikanske lobbygrupper, der beskriver et kraftigt opsving i krænkelser af seksuelle mindretals rettigheder over hele Afrika og dele af Mellemøsten.
Helt konkret giver notatet amerikanske diplomatiske agenturer besked på blandt andet at bekæmpe kriminaliseringen af homoseksualitet i lande uden for USA, at beskytte udsatte homoseksuelle flygtninge og asylsøgere og at engagere internationale organisationer i kampen mod diskrimination.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad