Det var manden, der forvaltede deres ejendom, også den, hun eventuelt havde bragt med ind i ægteskabet, og indtil Danske Lov 1683 havde manden revselsesret over for hustruen.

Med industrialismen blev husstanden i mindre grad en produktionsenhed, men ægtefællerne blev stadig betragtet som én juridisk person. Omkring 1900 ændres gifte kvinders retsstilling dog i retning af større ligestilling, for eksempel får de råderet over egen indtjening.

Ægteskabet er stadig en kontrakt med økonomiske konsekvenser, idet ægtefæller har gensidig forsørgelsespligt, formuefællesskab og ret til at sidde i uskiftet bo, men nu er det en kontrakt mellem ligestillede og rummer to juridiske personer, og det har dermed stor lighed med et registreret partnerskab, hvor der også er gensidig forsørgelsespligt, formuefællesskab og ret til at sidde i uskiftet bo.

Samfundsmæssigt har ægteskabet undergået en stor forandring, det vil sige, vi mener noget andet, når vi siger ægteskab, end de gjorde i 1500-tallet eller omkring 1800. Men ordet og institutionen har begge bevist deres styrke. Institutionen ved, at homoseksuelle ønsker også at kunne indgå en sådan kontraktlig forpligtelse. Ordet, ved at det ikke blot har overlevet, men i de senere år også fået en udvidet betydning.

Som Den Store Danske Encyklopædi skriver: ”Der er altså ingen tegn på, at ægteskabet som institution er på vej mod opløsning, men form og betydning ændres ligesom andre samfundsmæssige institutioner.”

Spørgsmålet er, om den seneste betydningsændring er større end den, der skete, da forholdet mellem ægtefællerne blev ændret fra under-/overordning til ligestilling.

Inge Lise Pedersen, tidligere sprogforsker ved Københavns Universitet, Frihedsvej 1, Frederiksberg