De universelle værdiers smalle sti. Ingen kultur kan have monopol på sandheden

Den teori blev fremherskende, at man må forstå hver enkelt kultur ud fra kulturens egne forudsætninger i stedet for at måle den i forhold til vestlige alen. Både filosofien og sociale bevægelser forkastede tanken om almengyldige, universelle værdier.”

Hvorfor er pendulet nu på vej tilbage igen?

”Fordi det har vist sig, at en radikal anerkendelse af de kulturelle forskelle fører til en blindgyde. Det lyder vældig tolerant at sige, at kulturer er vidt forskellige, og at det er okay.

Men det fører i sidste ende til den konklusion, at dialog er umulig. Det fører til, at hver enkelt kultur lukkes inde i sig selv med egne særrettigheder, der hviler på egne værdier, som alle kan være lige gode.

En anden konsekvens er den holdning, at kulturerne nødvendigvis er hinandens modsætninger og derfor er i konstant potentiel eller åben konflikt. Det er Huntingtons teori om civilisationernes sammenstød, og der er helt tydeligt et slægtskab mellem denne teori og kulturrelativismen.

Den nye humanisme forsøger at overvinde denne modsætning mellem universalisme og kulturel pluralisme. Den forsøger ikke at nægte, at kulturerne er forskellige og har forskellige værdisæt på mange områder. Men den opfordrer til, at vi frem for at fokusere på forskellene prøver at identificere det, vi har til fælles som mennesker. Der findes forskellige kulturer, men kun én menneskehed. Den nye humanisme handler om at gå i dialog for at finde de områder, hvor mennesker har fælles erfaringer, og fæstne disse fælles erfaringer i hverdagslivet.”

Hvis de universelle værdier udelukkende skal være det, vi alle kan blive enige om, risikerer vi ikke at stå med luftige, vage definitioner, som alligevel kommer til kort, når de skal udmøntes i konkrete handlinger? Hvad betyder retfærdighed eller respekt for individet, når vi taler om for eksempel kvinders rettigheder?

”Man kan ikke sige firkantet, at ’retfærdighed betyder det og det’. Det er en misforståelse at tro, at vi nødvendigvis skal identificere et enkelt sæt af fælles værdier, som derefter skal gælde for alle.

Det var universalismens og humanismens oprindelige fejltagelse. Vi skal i stedet sammenligne forskellige erfaringer, mennesker har gjort, og identificere nogle normative retningspile, der går igen i alle kulturer.

Sådanne komparative kulturstudier er en forholdsvis ny retning i både filosofien og socialvidenskaberne. Der findes en humanistisk tradition i Afrika, som skal afdækkes yderligere. Der er i konfutsianismen elementer, som er i samklang med vestlige værdier. Islamisk filosofi har en lang tradition for at medtænke subjektiviteten.

Vi kan lære af historien og definere det, som er ubetinget ondt. Men det er også klart, at synet på, hvad der konkret er retfærdigt, varierer i forskellige kulturkredse.”

Hvad er i så fald forskellen mellem den ”nye humanisme” og den gode gamle værdirelativisme?

”Værdirelativismen siger, at ingen dialog er mulig, fordi vi alle er lukket inde i vore kulturelle forskelle. Men i en globaliseret verden kan ingen have monopol på sandheden. Ingen nation eller kultur kan finde svarene på klodens udfordringer alene.

Dialogen om, hvad vi har til fælles, er en platform, hvorfra vi kan arbejde henimod fælles opfattelser af, hvad der er ret og uret, og opgive den opfattelse, at vi er radikalt forskellige. Vi skal identificere det, vi ønsker at have til fælles. Det er en fortløbende proces, ikke en afsluttet facitliste.”

bpedersen@k.dk