Den tredje reformation burde snarere kaldes den fjerde

Det gælder selvfølgelig for ateisterne. Men som de karakteriseres af Højs-gaard er google-buddhisterne også spirituelle ateister, der anser sig selv for Gud eller guder. Det er ateisme, for i sidste ende ophæves alle forskelle mellem en eventuel Gud og verden. Det er dog en unuanceret generalisering. For eksempel er Hare Krishna ikke buddhisme, men en monoteistisk hinduistisk retning med et meget klart defineret personligt gudsbegreb (Krishna).

At bogens tredje gruppe, folkekirkens repræsentanter, også har et ateistisk islæt, er måske det mest overraskende. Her er det interessant at læse Højsgaards omtale af Thorkild Grosbøll, der blev landskendt for at erklære, at han hverken troede på en skabende og opretholdende Gud eller et evigt liv. Højsgaard gør et stort nummer ud af, at det skam ikke gør Grosbøll til ateist, for Grosbøll er ”også dybt fascineret af teologien og især evangeliernes fortællinger om Jesus”.

Den holder selvfølgelig ikke. En ateist er en person, der tror, at Gud ikke findes, punktum. Selvom man ellers er fascineret af Jesus, kan lide den religiøse stemning eller mener, at religion har en god indflydelse, er man stadig ateist, hvis man tror, at Gud ikke findes.

Hvorfor denne simple kendsgerning undslipper Højsgaard er lidt uigennemskueligt. Intet sted i bogen gør han rede for sin personlige tro. Er denne indirekte forherligelse af Grosbøll det tætteste, han kommer på sit ståsted? Er forskellen blot, at Grosbøll har mandsmod til at stå frem og sige, hvad han virkelig står for?

Dette passer i hvert fald med min oplevelse af folkekirkens præster, der for manges vedkommende er skabsateister eller tvivlere. Således lirer de hver søndag den lutherske trosbekendelse af uden selv at tro på den (hvor mange af dem tror for eksempel på kødets opstandelse, hvor gravene på kirkegårdene om nogle år åbner sig, og de afdøde stiger til himlen i kødelige legemer?). Kan det undre, at en kirke, hvis præster ikke tror på dens trosbekendelse, er i tilbagegang?

ENDNU VÆRRE ER DET, at mange præster afviser eller tvivler på selve Guds eksistens. Det er en svaghed ved Højsgaards analyse, at han ikke konfronterer dette. Eller måske er han slet ikke klar over det. Således antyder bogens titel, at han ikke tillægger en tidligere reformation, der ledte kirken til dens nuværende udvandede situation, nogen betydning. Måske burde bogen have heddet ”Den fjerde reformation”, for naturalismens indtog i midten af 1800-tallet var en lige så stor reformation.

Naturalismen er opfattelsen af, at naturen er alt, som er, og at naturen indeholder alle de træk, den behøver for at forklare sig selv. Specielt er der ifølge naturalismen ikke brug for Gud for at forklare livets oprindelse.

Før naturalismen mente videnskaben generelt, at livet er af en kompleksitet og natur, som naturen ikke selv er i stand til at forklare, men vidner om en bagvedliggende guddommelig intelligens. Dette ændrede sig radikalt i 1859 med Darwin og hans naturalistiske påstand om, at livet har udviklet sig helt af sig selv.

Naturalismen overvældede og blev hurtigt accepteret af de fleste etablerede kirker uden stor modstand (den største modstand kom inde fra selve videnskaben). For nogle virker det nok som et underligt ægteskab, for evolutionsteorien er teorien om, at livet kan forklares uden en skaber. Men de fleste kirker udviklede doktriner om teistisk evolution, hvor Gud usynligt skaber livet gennem evolution, og levede videre i en lidt skizofren tilstand.

Højsgaard er tydeligvis tilhænger af denne kirkelige naturalisme. Han accepterer tilsyneladende ukritisk det, han kalder ”videnskaben”, og er helt overbevist om, at ”videnskaben” for længst har bevist Darwins teorier. Selvom den voldsomme kritik, som evolutionsteorien de seneste årtier har været udsat for, også gav genlyd i Kristeligt Dagblads spalter, da Højsgaard var redaktør der, affejer han intelligent design som noget, der kun foregår i USA’s kristne kredse. Hvordan kan han have overset, at intelligent design også ofte indgår i ”den nye spiritualitet”?

Måske er denne affejning en bevidst strategi fra Højsgaards side, for det er svært at tro, at han er uvidende om, hvordan de seneste årtiers biokemiske forskning har afsløret en ufattelig ”overnaturlig” kompleksitet i vores celler, som nærmest har lagt evolutionsteorien i ruiner.

De stumper, der er tilbage af evolutionsteorien, holdes mest oppe af et ideologisk tyranni. Typisk er således en udtalelse fra Oxford-biologen Franklin Harold:

”Vi bør principielt afvise at erstatte samspillet mellem tilfældighed og nødvendighed med intelligent design, men vi er nødt til at indrømme, at der for nærværende ikke findes detaljerede darwinistiske redegørelser for evolutionen af noget biokemisk system, kun en vifte af ønskespekulationer.”

Selvom Harold indrømmer, at der ingen darwinistiske redegørelser findes for evolutionen af noget biokemisk system, insisterer han stadig på, at intelligent design principielt skal afvises. Nu betyder videnskab at følge evidenserne, uanset hvor de fører os hen, mens det er ideologer, der klamrer sig til en bestemt tro uanset hvad.

Vi har altså ikke med videnskab, men med naturalistisk ideologi at gøre, når evolutionsteorien forsvares, selv når det foregår i ”videnskabelige” kredse. Resultatet er, at præster og teologer ud respekt af for ”videnskaben” mest af alt ender som nyttige idioter for ateisterne.

Uanset hvad står det klassiske designargument om, at livet er af en kompleksitet og natur, som naturen ikke selv er i stand til at forklare, videnskabeligt set stærkere end nogensinde. Interessant nok har de religiøse kredse, inklusive megen ”ny spiritualitet”, der har taget dette til sig, ingen problemer med Guds eksistens. Kun der, hvor naturalismen stadig spøger, har vi tvivlende og ateistiske præster.

Det ville have været interessant, hvis Højsgaard havde set på dette. Måske han da ville have opdaget, at så længe folkekirken hænger fast i naturalismen uden at reformere sig selv, vil tilbagegangen fortsætte, og den nye spiritualitet fortsætte sin fremdrift.

Leif Asmark Jensen er forfatter og sekretær i Hare Krishna