”Jeg føler, jeg går ad beredte veje”

Typisk rejser Anita med en gruppe andre danskere. Inden de lander, aftaler de, hvem der går sammen ud af flyet. Typisk går de to og to for at mindske risikoen for, at alle bibler bliver konfiskeret. Og ventetiden kan føles meget lang, når gruppen på et aftalt sted samles igen i lufthavnen. Hjemmefra har de også afstemt, hvad de vil svare, hvis biblerne bliver opdaget.

”Det eneste, vi kan sige, er sandheden: at vi har nogle gaver med i kufferten, som vi ønsker at forære væk, for vi har hørt, at der er mangel på dem,” siger Anita, som også altid sørger for at understrege, at hun er i landet om turist.

Rejserne er en del af hendes ferie, men hun bruger også den forklaring, for at styret ikke skal opdage den organiserede indsmugling af bibler.

Usikkerheden ved, om alle kommer ud af lufthavnen med bagagen i behold, afløses af stor glæde, når gruppen mødes igen, og rejsen egentlig kan begynde.

Ifølge Anita er der i høj grad brug for, at bibler bringes til det land, hun besøger. Der har været vækkelse i flere år, men ikke alle har en bibel. De kristne forfølges ikke direkte, men der er fra styrets side restriktioner for antallet af bibler, der kommer til landet. Ligesom det heller ikke er muligt at trykke bibler i landet.

”Når jeg deltager i en gudstjeneste, ser jeg de kristne sidde og skrive de bibelvers ned, der læses højt. Tænk, at man ikke har sin egen bibel, men må skrive versene ned for siden at kunne læse dem,” siger Anita.

Selv har hun også engang stået i en lignende situation. Anita er født af norske forældre i Argentina og opvokset i et hjem uden en bibel. Som ung teenager opsøgte hun kristendommen, fordi hun ”savnede et fundament” at bygge sit liv på.

Som 14-årig flyttede hun med sine forældre til Norge, og fra den første søndag gik hun i kirke. Hun fik ikke fra begyndelsen sin egen bibel, men lånte en af sin bedstefar. Nu ønsker hun at give Bibelen videre til andre mennesker, som står der, hvor hun stod for knap 50 år siden.

Søndagens prædiketekst taler om, at ”solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge”.

”Jeg har følt en solopgang i mit liv, og det vil jeg gerne hjælpe andre til,” forklarer Anita.

Som hjemmegående husmor i Søborg ved København med mand og fire børn var tiden og økonomien ikke til at rejse. For Anita betaler selv for rejserne. Biblerne får hun sponsoreret af organisationen Åbne Døre. Men da hendes børn nu er voksne, og efter at hendes mand døde for otte år siden, valgte hun at bruge sine ferier fra jobbet som social- og sundhedsmedhjælper på et plejehjem til at rejse til udlandet med bibler. Anita fortæller ikke de lokale, at hun kommer med bibler, men siger, at hun er turist og interesseret i kirkebyggeri. Det leder hende ofte på sporet af kirker, hvor hun kan aflevere biblerne. Andre gange har Åbne Døre hjemmefra udleveret nogle adresser. Dem prøver hun at lære udenad for ikke at udsætte modtagerne for unødig fare.

Risikoen for Anita består i, at biblerne kan blive konfiskeret, og hun kan blive nægtet indrejse til landet fremover.

For de kristne i landet er det en anden sag. Biblerne kan blive taget fra dem, og de kan miste privilegier. For eksempel kan det blive endnu sværere for dem at købe byggematerialer til restaurering af deres faldefærdige kirker.

De kan også blive beordret til at møde på politistationen hver dag for at fortælle, hvad de har lavet. Og der er ifølge Anita mange angivere i landet.

Hvis den kristne del af befolkningen blander sig i politik, får det dog helt andre konsekvenser.

”Hvis de kommer med politiske udtalelser, som ikke falder i god jord hos styret, kan deres ret til at være præster blive inddraget. Derfor lægger præsterne vægt på at forkynde Kristus og ikke politik,” siger hun.

Selv mener Anita også, at hendes opgave er at bringe bibler til landet. Hun vil ikke forsøge at ændre situationen for de kristne ad politisk vej. Det må Bibelen gøre.

”Det ændrer rigtig meget hos mennesker at få en bibel. Som troende kan vi ikke acceptere korruption og bestikkelse, som er meget udbredt i det land. De kristne lever et moralsk liv og er blevet nogle af landets bedste samfundsborgere. Det ved politikerne også,” siger Anita.

Hun har imidlertid ikke samvittighedskvaler over at modsætte sig landets love om begrænsninger af bibler.

”Bibelen er ikke en forbudt bog. Af ideologiske årsager er der imidlertid restriktioner. Men jeg rejser som turist og har gaver med. Derfor føler jeg ikke, at jeg bryder landets love,” siger hun.

Det betyder også, at Anita ikke ved, hvornår hun stopper med at rejse med bibler. Næste gang bliver først i det nye år.

”Vores besøg er til stor glæde og opmuntring for de kristne i landet. Når vi banker på deres dør, bliver vi budt indenfor for at snakke. Et spørgsmål, som næsten altid går igen, er: ’Hvornår kommer I tilbage?’ Svaret er: ’Only God knows’.” (Det ved kun Gud, red.).