Søren Hindsholm |
10. december 2011
Aarhus-forskerne er nu ved vejs ende med beskrivelsen af Vestens kulturepoker. De slutter med begyndelsen
Aarhus Universitetsforlag og forskere ved Aarhus Universitet har nu udgivet alle seks bind i serien med en række artikler om de store kulturepoker i Europa. Fælles for alle bind er et alsidigt udvalg af artikler, hvis indhold bestemmes af, hvad universitetets forskere ved om perioden.
Det kan gøre nogle artikler lidt tilfældige, måske endda perifere. Men det er også en charme, at nogle artikler er specielle og handler om emner, læseren aldrig selv ville have søgt efter.
Antikken burde være en særlig lækkerbidsken for denne fremstillingsform. Her begynder Europas kultur for alvor, og her ruller grækerne, jøderne og romerne sporene ud for de næste 2000 år.
Lad det være sagt med det samme: Dette er også et godt bind med flere fremragende bidrag. De viser antikkens særlige stilling i europæisk kultur, og de tematiserer aktuelle spørgsmål som religionens stilling i samfundet og kulturmødet – antikken var i den grad kulturmødernes tid, og antikken viser med mange eksempler, hvordan den konkrete kulturs manifestationer som regel er en lokal udformning af en fremmed påvirkning.
Særlig markante er: Ole Thomsens behandling af den antikke komedie, en udødelig genre om selvindbildt selvbestemmelse over for reel fremmedbestemthed i livet, Anders Klostergaard Petersens analyse af antik seksualforståelse, hvor de to antikke køn ikke er polære modsætninger som i dag, men gradsforskelle af det samme, så kvinden blot er mindre aktiv og selvbehersket end manden; i det lys er den udbredte biseksualitet i antikken mere forståelig, Svend Erik Mathiassens klare gennemgang af græsk filosofi i romersk religion og Jakob Engbergs bidrag om romernes accept af fremmed religiøsitet -– Romerriget var fantastisk tolerant på det punkt, også efter moderne målestok. Og endelig Helene Blinkenberg Hastrups gennemgang af Pompeji- og Herculanæum-udgravningernes historie sammen med Svend Erik Larsens afslutningsartikel om menneskers spejling i monstre, der ved nærmere eftersyn i virkeligheden er andre mennesker, der bruges i et identitetskabende projekt; vi opdager os selv gennem forskelle.
Alligevel er man som klassisk uddannet kandidat fra Aarhus (1990) ikke helt begejstret efter læsningen. Det skyldes to forhold, hvoraf det ene er symptom på det andet. Der er nemlig en del amatørisme i bogen!
Mange af forfatterne kan ikke sprogene, antikke tekster er jævnligt oversat fra engelsk og tysk, der henvises uprofessionelt til de antikke værker, så man ikke bare kan slå op i enhver udgave af for eksempel Plautus og Cicero, der rodes med årstal, en skriver helt naivt om rekonstruktionen af antikke tekster ud fra håndskrifterne, modtageren af Senecas breve, Lucilius, kaldes fiktiv (han er historisk velbevidnet), Cicero holdt tre taler mod Verres (det korrekte tal er to, hvoraf kun den første er en rigtig tale), en billedtekst oplyser, at en erot har stukket hovedet ind i en ”kurv fyldt med bier”, men sådan skriver forfatteren, fordi hun ikke ved, at sådan så et antikt bistade ud. Og så videre.
Antikken er en svær periode at behandle. Den kræver en stor og præcis viden. Den ligner nemlig på mange måder den moderne verden, og derfor forledes og fristes ukyndige let til forkerte analogier og slutninger om de lige så mange forhold, hvor antikken var anderledes end nutiden.
Fejlene er altså et symptom på, at mange i den lærde verden nu skriver begejstret om antikkens verden, men de er ganske enkelt ikke skolet godt nok til at gøre det ordentligt. Herved påpeger denne smukt udstyrede bog et uddannelsespolitisk og kulturpolitisk problem: Den lærde verden i Danmark kan ikke længere bredt behandle tiden fra omtrent før Reformationen på en måde, der ikke ville vække undren og latter i for eksempel Tyskland, Frankrig eller England, hvis teksterne blev oversat til disse sprog fra dansk. Så stort er vores sproglige og kulturhistoriske efterslæb nu.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad