MANGE VIL SIKKERT være enige om, at én bestemt tv-oplevelse fra denne uge har sat sig særligt fast. Nemlig billedet af partiformand Lars Løkke Rasmussen (V), der på Statens Museum for Kunst i København havde inviteret til pressemøde angående sagen om Venstres håndtering af Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag.

Klippet med Lars Løkke Rasmussen, der næsten fremstod fysisk dårlig og svarede elendigt for sig, er blevet vist utallige gange og har styrket mistanke om, at denne mand kan kunsten næsten at kollapse under pres.

Imidlertid er der også nogle principielle ting at bemærke. For giver det overhovedet mening at arrangere en seance, hvor en enkelt mand er presset op af væggen, mens flokken af reportere er nær ved at fremstå fysisk intimiderende i deres iver efter svar? Og hvorfor insisterer Lars Løkke Rasmussen ikke på i det mindste at opretholde et par armslængder mellem sig selv og koblet?

Ingen har gavn af et optrin som det, vi så forleden, der først og fremmest udstiller det basalt uværdige ved på den måde at kaste sig over et menneske for at hale ord ud af det. Vi oplevede noget tilsvarende forrige sommer, da Helle Thorning-Schmidt på grund af selvsamme skattesag vendte hjem fra sommerferie og blev overfaldet, straks hun kom til syne i lufthavnen.

De fleste tegn på civiliseret adfærd forsvinder i et sådant kaos, og tv-seerne får enhver fordom bekræftet angående journalisters hæmningsløse faren frem i jagten på overskrifter. Oven i købet er det en mentalitet, der rækker videre, for det her handler i høj grad om mangel på respekt for andres urørlighedszone.