Lad os gå til kamp mod mumleriet

Radiomennesker kan næsten ikke undgå at blive sprogbevidste, fordi sproget er et så afgørende virkemiddel.

Når jeg arbejdede med arkivoptagelser fra skiftende årtier, var det tydeligt, at tempoet i sproget følger samfundsudviklingen. Også her var sidste halvdel af 1960’erne vigtige år. Ungdomsoprøret og rockmusikkens ankomst side om side med de følgende års vækst i kommunikationstempoet i det hele taget påvirkede sprogrytmen og sprogbrugen i mærkbar grad. Vi blev langt mere uhøjtidelige og fantasifulde i anvendelsen af sproget, og rytmen blev hurtigere.

Men derfra er der naturligvis et spring til, at man begynder at sjuske med sproget, og til, at optagelser i elektroniske medier er så fyldt med anden lyd, at det bliver næsten umuligt at opfange dialogen.

Tilbage i Statsradiofoniens tid fastlagde den legendariske chef, kammersanger Emil Holm, en tradition, som blev videreført i institutionen gennem mange årtier. Ifølge denne tradition måtte det komme an på oplæring og en prøve, om et menneske var egnet til at få adgang til en mikrofon og via den sende budskaber ud til danskerne. Sproget blev med andre ord taget alvorligt som det dyrebare redskab, det er.

I den almindelige formløsheds hellige navn har vi for længe siden bevæget os fra at lave taleradio til i stigende grad at lave snakkeradio. Det indebærer, at i takt med at vi taler hurtigere, artikulerer vi stadig dårligere. Vi spiser endelserne og bliver stadig mere uforståelige. Ikke blot for mennesker, der har lært sig dansk, men også for alle os, der har dansk som modersmål.

Er jeg nu så naiv, at jeg tror vi kan vende udviklingen og begynde at tale langsommere? Nej. Men jeg vil gerne kalde til kamp mod mumleriet.

Det er en kamp, der har den fordel, at den begynder hjemme hos mig selv. Hos hver enkelt af os. Det koster ikke noget som helst at skærpe sprogøret. Det er helt gratis at være opmærksom på at forbedre egen udtale. Det er en berigelse at tage modersmålet alvorligt og bestræbe sig på at gøre dialogen med de mennesker, vi kommer i kontakt med, så grundig som muligt.

Kodeordet er sprogbevidsthed. Det danske sprog er en gave til hver enkelt af os. En gave, som vi bør behandle med omhu og taknemmelighed. Da det af Kulturministeriet nedsatte sprogudvalg i april 2008 udsendte rapporten ”Sprog til tiden”, stod der i de afsluttende bemærkninger, at ”det koster penge at have en stemme, sin egen såvel som andres, i globaliseringens tidsalder”. Dermed tænkte udvalget naturligvis på, at en forbedret undervisning i dansk og mange andre initiativer, man kunne foreslå, alle var forbundet med udgifter. Det var ikke udvalgets opgave at anvise disse penge, men at ”kvalificere den politiske og offentlige drøftelse”.

Denne drøftelse er vigtig, og en egentlig dansk sproglov kan sikkert på mange måder stadig være en nyttig foranstaltning. Men når det drejer sig om vort fælles sprog, er det sådan, at forud for påpegningen af alle mulige gode initiativer, der kan være behov for, er det den bedst tænkelige start på kampen for et bedre sprog og en skærpet sprogbevidsthed, at vi hver især begynder med os selv. Næste gang vi lukker munden op eller sender en mail eller en sms – eller måske noget så gammeldags og dyrt som et brev.

Finn Slumstrup er forfatter og foredragsholder