Når man lytter til sprogets lyd

”Hvad er det nu det hedder” er en velvalgt titel til Jørgen Leths nye digtsamling. Værket beskæftiger sig som altid hos denne digter med alt det, der unddrager sig de faste rationelle og etiske kategoriseringer, som vi bruger til at skabe orden i og overblik over vores liv. For intet interesserer dansk litteraturs mest rendyrkede æstetiker mindre. En typisk programmatisk formulering fra Leths nye bog lyder: ”Jeg studerer overflader/ Ingen tanker om meningen/ med det hele, ikke noget med / guds underligt stædige fravær/ Ikke insistere på erotikkens visdom/ ikke sammenligne det der er/ med det der var.”

LÆS OGSÅ: Selvmordsfugle slider i de lilla hegn

Hvad er det så, vi oplever i Leths tekster, når det ikke er psykologiske, sociale, politiske eller religiøse forklaringer på verdens beskaffenhed? Svaret på dette spørgsmål er i Leths poesi på én gang utrolig enkelt og kompliceret. For intentionen i Leths digte er altid at skabe et nærvær og en intensitet i en række meditativt mumlende sproglige forløb, uden at der er et bestemt formål med teksten. Det er den førsproglige tilstand og unikke stemning, der tæller. Smag for eksempel på denne herlige tekst: ”Jeg lytter til lyden af sproget/ Det lyder godt når det siger noget/ Lyden af sproget blander sig/ med lyden af havet, sådan er det./ De enkelte ord kan høres/ gennem denne mumlen og syden./ De når mit øre. Jeg hører dem./ Jeg tænker på hvad de siger.”

At Jørgen Leths poetiske projekt alligevel har en hel del vigtige implikationer, kan man imidlertid ikke nægte. For hvor væsentligt er det ikke at sanse ”lyden af sproget” i en verden, hvor de fleste kun tænker på sproget som et funktionelt medie? Og hvor ofte negligerer moderne mennesker ikke den intensive sansning til fordel for tilbøjeligheden til at kategorisere og forklare alting?

Motivisk er der ikke noget nyt under solen i ”Hvad er det det hedder” i forhold til det øvrige forfatterskab. Vi møder erotiske beskrivelser af unge farvede kvinder fra Haiti, en ”giogio armani-reportage” om indkøbet af en dyr skjorte, metapoetiske digte med afsæt i filmæstetik og et sportsdigt om Roger Federer. Men at Leth kan vende og dreje de samme motiver i værk efter værk og alligevel skabe tekster, der emmer af friskhed og nærvær, siger også lidt om, hvor intens stemmen er i denne digters på en gang henkastede og skarpt fokusere digte. Og så skal man ikke glemme den egenskab, der efter min mening gør denne samling til noget af det bedste, Leth har skrevet, nemlig at teksterne ofte er hylende morsomme.

Min favorit er en absurdistisk tekst, der handler om en situation, hvor en kvinde har foreslået den indolent og infatilt lallende digter, at han skal gå en tur: ”Hun siger jeg skal gå en tur/ gå en tur/ Men det vil jeg ikke/ Jeg vil ikke gå en tur/ ikke gå en tur// Jeg vil sidde og kigge/ Det er det jeg kan/ Det er det jeg gider/ Det er det jeg vil/ Så en dag falder jeg ned/ fra stolen/ ned fra stolen/ ned fra stolen/ og ligger på gulvet/ Så bliver jeg bare/ liggende der/ liggende der.”

Jørgen Leth: Hvad er det nu det hedder. 98 sider. 199 kroner. Gyldendal