Vi var 12 digtere, der satte os sammen

”Normalt sidder en digter for sig selv og har måske sin ægtefælle eller en god ven som sparringspartner og kritiker. Her var vi 12 digtere, som satte os sammen og skulle give hinanden kritik på det, der jo for den enkelte er hjerteblod,” siger Holger Lissner.

Og i den 12 mand store gruppe blev der naturligvis spurgt: ”Er det virkelig muligt at levere kritik til ens kollega uden at såre?”.

Efter tre års arbejde tør Holger Lissner godt svare på hele gruppens vegne:

”Ja, det kunne vi. Helt konkret foregik det sådan, at vi hver især på skift læste to salmer op for hinanden, som vi havde arbejdet med derhjemme. Var det mig, der fremlagde en salme, kunne en af mine kolleger spørge, hvorfor jeg havde valgt netop dét ord eller foreslå mig at stryge vers 5-7, fordi det havde karakter af gentagelse,” forklarer Holger Lissner.

På den måde opdagede de 12 salmedigtere, hvor givende det var at sætte sig sammen og kritisere, rose og vejlede hinandens arbejde. Han understreger samtidig, at de 12 digtere har haft som mål ikke at låse hinanden og lægge én bestemt teologi ned over teksterne.

Nogle af salmerne fremstår som en modsigelse af den gammeltestamentlige tekst, andre skaber en forbindelseslinje mellem Det Gamle og Nye Testamente, og andre igen har karakter af at være hverdagsagtige skildringer af en gammeltestamentlig, eksistentiel problemstilling.

Dermed har der også blandt de 12 salmedigtere været forskellige holdninger til, hvad der gør en salme god. Holger Lissner har sin egen opskrift på, hvad der skal til for at lykkes:

LÆS OGSÅ: Præst med pudsige versemål

”Jeg er til folkelige melodier, der er gode at synge. Salmer er brugsmusik, og teksterne skal være tilgængelige og i bedste fald fungere som sjælesorg – musikalske toner, der griber mennesker om hjertet.”