KRONIK: Kristendommens folkelighed bør præge en kirkeforfatning

Det er for så vidt prisværdigt at tage fat på den opgave, for den politiske situation (jævnfør regeringsgrundlaget) viser jo tydeligt, at der er lagt op til nye vilkår for folkekirken, og den mest tålsomme ændring er utvivlsomt indførelse af en kirkeforfatning.

Den kan oven i købet blive en klar fordel for folkekirken, hvis den bliver udformet rigtigt. Men her lader det foreløbige og meget skitsemæssige udspil fra kirkeretsselskabet meget tilbage at ønske.

Hovedvægten i forslaget ligger på de centrale organer: Et landsdækkende kirkemøde med 168 personer og et landsdækkende kirkeråd med 16 medlemmer som folkekirkens besluttende og forvaltende myndigheder.

Men det kan ikke være rimeligt at begynde i toppen, når det drejer sig om at udforme en folkekirkeordning, hvor det vigtigste er at sikre kristendommens folkelighed. Man kunne tværtimod i en mismodig stund få den tanke, at denne interesse for toppen kunne give folkekirken en ny topstyring, at den nuværende bureaukratiske centralisme kunne risikere at blive afløst af en kirkelig (teologisk) centralisme, og det vil ikke være noget rart bytte!

Vi vender os derfor til de steder, hvor kirken møder folket, og folket møder kirken, altså i sogne, provstier og stifter. Her er kristendommens folkelighed på spil. Og her er der brug for et vist system, en vis orden!

Det drejer sig for det første om at få sat navn på alle de udfordringer og opgaver, der venter på at blive taget op af den danske folkekirke, og for det andet om at prøve at besvare spørgsmålet: hvem tager sig så af disse mange og meget forskelligartede opgaver?

Her kan der naturligvis ikke blive tale om præcise og detaljerede svar. Men vi kan da prøve med nogle antydninger. om opgavernes art: Hvordan giver folkekirken den nødvendige hjælp til dåbsoplæringen? Forældrenes opgave, javel, men hvor har de dog brug for kirkens hjælp.

Hvad med minikonfirmanderne, i det hele taget med kirke-skole-samarbejdet og forholdet mellem kirkens pædagog­iske og forkyndelsesmæssige opgaver? Og hvad med de mange ønsker om nye gudstjenesteformer og gudstjenestetider? Hvilke ubemærkede grupper sidder der rundt omkring, som har brug for de samtaler, der kunne give dem det sprog, hvori menneskelige fællesskaber kan leves? Det er vel vor tids form for mission i et gammelt kristent land. Og så er der diakonien og kontakten med kristne migrationsmenigheder.

Og hvem tager sig så af disse mangeartede opgaver? Ja, her må under alle omstændigheder et samarbejde til mellem tre niveauer: Sogne (menighedsråd), provstier (provstiråd) og stift (stiftsråd), alle tre niveauer med folkevalgte organer og teologisk sagkundskab og i provsti og stift desuden økonomisk og juridisk sagkundskab.

Det vil nok være fornuftigt at begynde med, at der i hvert stift nedsættes et samarbejdsudvalg, som man kunne forestille sig havde biskoppen som formand, men som i øvrigt naturligvis skulle rumme repræsentanter fra de folkevalgte organer og fra provster og præster.

Når menighedsrådene skal arbejde med på disse opgaver, forudsætter det naturligvis, at de får omfattende økonomisk og juridisk bistand til de administrative opgaver, de i dag kun kender alt for godt. Men der er også økonomi i samarbejdet, og det kræver naturligvis en lovgivning, som fastlægger reglerne for samarbejdsudvalgets økonomiske muligheder.

Her må der nok appelleres til, at alle parter er indstillet på at give ”den samarbejdende folkekirke” et reelt indhold i det håb, at et godt samarbejde er selve forudsætningen for, at forståelsen for kirke og kristendom kan vokse i befolkningen.

Når et stift har gennemarbejdet den mængde af opgaver, der er antydet ovenfor, og andre, de møder på deres vej, og har bestemt, hvor opgaverne bedst kan løses, må det i en decentralt opbygget kirkeforfatning respekteres som dette stifts bud på, hvordan fremtidens folkekirke skal se ud hos dem.

Billedet bliver nok forskelligt fra stift til stift, men det er jo kun naturligt. Det landsdækkende kirkeråd (som vel egentlig mest naturligt kunne bestå af fire-fem personer fra hvert stiftsråd med en nærmere fastsat balance mellem lægfolk og teologer) har så som en af sine opgaver at formidle (og kommentere) hele billedet rundt i hele folkekirken, og hvis et stift har vanskeligheder med at få arbejdet gjort, så må kirkerådet naturligvis være til rådighed med hjælp.

I øvrigt er der flere naturlige opgaver for kirkerådet: Orienterende møder med folketingets kirkeudvalg og med kirkeministeriet, med få års mellemrum en fordeling mellem stifterne efter objektive kriterier af statens tilskud til folkekirken, på baggrund af udvalgsarbejder en beslutning om de ændringer, der måtte findes nødvendige i folkekirkens liturgi, salmebog og lignende.

Men i øvrigt bør et sådant landsdækkende kirkeråd udstyres med en positivliste over, hvad det i det hele taget må og skal beskæftige sig med. og det ville nok være en fordel, hvis formandsposten i rådet skiftede hvert år, dels for at komme rundt i stifterne, dels for at undgå en magtkoncentration, som let kunne føre til splittelser i folkekirken i stedet for den samling og bredde, som måtte være det fornemste mål.

Finn Riber Jensen er forhenværende provst