Claus Mechlenborg |
13. december 2011
Hollandsk historiker fører med sikker hånd bevis for den gruopvækkende sandhed om Maos Store Spring Fremad
Ikke 15 millioner, ikke 30, heller ikke 38 millioner. Nej, 45! 45 millioner kinesere mistede livet, da formand Mao Zedong, folkets store rorgænger, besluttede at omlægge landbrug, eksportere folkets mad og sågar prøvede at overhale Storbritannien indenom som en af verdens førende industrinationer. Sådan skulle det ikke gå.
Mens Mao valgte at vende det blinde øje til, sultede folket ihjel.
LÆS OGSÅ: Hollandsk forsker opjusterer antallet af formand Maos ofreLigesom sine sovjetiske ideologiske fætre havde Mao en vision. Kina skulle omdannes til et kommunistisk paradis, hvor landets indbyggere levede i idyl og spiste fem måltider om dagen. Visionen blev et mareridt. Fem daglige måltider blev for hundreder af millioner en fantasi. Det daglige måltid blev i bogstaveligste forstand til en kamp på liv og død.
I sine nye bog tager Frank Dikötter udgangspunkt i den politiske situation i 1950’ernes Kina. Maos politik bliver sat i perspektiv, og især de kendte kontroverser, for ikke at sige kappestrid, med Sovjetunionen personificeret ved Khrusjtjov bliver der detaljeret redegjort for. Maos politiske projekt mislykkedes. Reformerne var en fiasko, og mens Mao diskuterede ideologi og skaffede sig af med modstandere, fik hans fiasko fatale følger i landsbyerne.
På fornemt velskrevet vis fører Dikötter sin læser fra det politiske spil ind i landsbyernes helvede på jorden. Forfatteren har vundet priser og anerkendelse for sin bog, og det er fortjent. Sjældent er en historiker i en fagbog lykkedes så godt med at vise erosionen af samfundets moral. Med sulten kom dyret i mennesket frem. De lokale kadrer fik mere magt, da hungersnøden satte ind. Kombinationen af de to faktorer fik den sociale beskyttelse af samfundets svagere grupper til at smuldre.
Resultatet var mere grusomt, end man kan forestille sig. Et par eksempler bør være nok: ”I Luoding Amt i Guangdong bankede den lokale kadre Qu Bendi en otteårig pige, der havde stjålet en håndfuld ris, ihjel. I Hunan blev Tan Yunqing, tolv år, druknet i en dam som en hundehvalp for at have rapset mad fra kantinen. Nogle gange blev forældre tvunget til at eksekvere straffen. Da en dreng stjal en håndfuld korn i samme landsby i Hunan, hvor Tan Yunqing blev druknet, tvang den lokale leder, Xiong Changming, drengens far til at begrave ham levende.”
Disse eksempler er kun fra et uddrag af et enkelt kapitel om børnene. Flere perverse grusomheder følger i andre kapitler om blandt andre kvinder og de ældre. Læg dertil kannibalisme, og så har man et ganske godt billede af bogens udpenslende stil. En stil, der er nødvendig. Ofrene skal have navne, for at læserne til fulde kan sætte sig ind i deres smerte.
Dikötters bog er et vigtigt bidrag til forskningen. Den bliver næppe en kioskbasker i Kina, hvis den da overhovedet nogensinde vil være til salg i Kina. Kineserne har altid betragtet hungersnøden som en katastrofe forårsaget af naturens kræfter. Man kan som læser undres noget over, at forfatteren trods alt ikke medregner naturkatastroferne i sin ligning. Dikötter mener og beviser, at partiet var den grundlæggende ødelæggende kraft. Ikke kun på grund af reformerne, men også fordi det var direkte ansvarligt for, at terroren og volden kom fuldstædig ud af kontrol. På den baggrund kan man undre sig over bogens titel. Folkedrab snarere end hungersnød ville nok have været bedre dækkende.
Bogen er i kraft af sit emne og metodiske tilgang i familie med den her i avisen tidligere omtalte og anmeldte bog ”Bloodlands” af Timothy Snyder. Andre bøger om det tidligere Sovjetunionen kunne ligeledes nævnes. Dikötters bog er imidlertid markant anderledes. Fagfolk har i mange år været klar over, hvilken katastrofe Maos reformer medførte. Forskellige historikere har diskuteret antallet af ofre for hungersnøden. Tal fra 15 millioner til 55 millioner er blevet nævnt. For alles vedkommende har der været tale om gisninger baseret på forskellige kilder. Dikötter har som den første haft adgang til statslige og regionale officielle kilder. Han har ikke kun brugt administrationens dokumenter. Breve fra fortvivlede bønder er også en del af den imponerende kildeliste. På baggrund af disse fører forfatteren overbevisende bevis for, at antallet må være omkring 45 millioner. Mindst. Ikke alle kilder har Dikötter fået adgang til, og han mener, at det slet ikke vil være utænkeligt, hvis tallet viser sig at være endnu højere. Med en befolkning på omkring 650 millioner i begyndelsen af Det Store Spring Fremad kan man selv beregne omfanget af den demografiske katastrofe. 2,5 millioner af ofrene blev enten tortureret ihjel eller dræbt. Tallet er, som Stalin brutalt sagde det, ”blot statistik”. Dikötter giver et liv til ofrene. Det er himmelråbende brutal læsning. Bogen skal læses i etaper, men læses bør den af alle.
kultur@k.dkFrank Dikötter: Maos store hungersnød. 478 sider. 399 kroner. Informations Forlag.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad