Hollandsk forsker opjusterer antallet af formand Maos ofre

Kan man bruge antallet af dødsofre som målestok for politiske magthaveres ondskab? Eller skal man vurdere det 20. århundredes diktatorer ikke alene ud fra antallet af døde, men også deres politiske hensigter?

Disse spørgsmål trænger sig på, efter at den hollandske historiker Frank Dikötter i bogen ”Maos store hungersnød” har fremlagt ny dokumentation for de omfattende mord på den kinesiske civilbefolkning, som fandt sted under formand Mao Zedongs såkaldte Store spring fremad i Kina i slutningen af 1950’erne.

LÆS OGSÅ: Det forfærdelige bevis for mordet på 45 millioner kinesere

Dikötter har som den første historiker haft adgang til lokale kinesiske arkiver og sætter på den baggrund dødstallet til 45 millioner kinesere i alt, hvoraf 2,5 millioner blev tortureret ihjel eller dræbt.

”Det tal er markant højere, end de fleste historikere hidtil har vurderet. Vurderingen har været, at under ’Det store spring fremad’ blev det store antal døde ikke bevidst slået ihjel, men døde som følge af en fejlslagen politik. I stedet er det velkendt, at både i forbindelse med jordreformerne i de tidlige 1950’ere og kulturrevolutionen fra 1966 blev temmelig mange slået ihjel,” siger Stig Thøgersen, professor ved Afdeling for Asienstudier på Aarhus Universitet.

Jørgen Delman, kinaforsker og professor ved Institut for Tværkulturelle Studier på Københavns Universitet, peger på, at Dikötters forskning deler forskerne i to lejre. Dem, der ser det som et godt videre bidrag til forståelsen af perioden, og dem, der mener, at Dikötter underspiller betydningen af en række naturkatastrofer, som ramte Kina samtidig med den fejlslagne politiske kampagne. Og uanset dødstallet mener han ikke, det giver megen mening at sammenligne Maos regime i Kina med Hitlers i Tyskland og Stalins i Sovjetunionen:

”’Det store spring fremad’ var ikke en kampagne rettet mod en bestemt gruppe, men byggede på det kinesiske kommunistpartis tro på, at man gennem massemobilisering kunne gennemføre et politisk projekt.”

Jørgen Delmans pointe er, at Maos regime uden tvivl var brutalt og havde mange liv på samvittigheden. Men intentionen var en ganske anden end Hitlers plan om at udrydde en hel befolkningsgruppe, jøderne.

Thomas Brudholm er filosof og lektor i minoritetsstudier ved Københavns Universitet. Han har beskæftiget sig med begrebet folkedrab og vurderer på den baggrund, at selve opjusteringen af antallet af ofre – korrekt eller ej – ikke i sig selv gør ”Det store spring fremad” til et folkedrab.

”Rent teknisk-juridisk er der ikke tale om et folkedrab, medmindre der er en intention om helt eller delvist at udrydde bestemte befolkningsgrupper. Det er et problem, hvis man tænker begrebet sådan, at jo flere der bliver slået ihjel, jo mere folkedrab er det,” siger Thomas Brudholm og tilføjer:

”Når der er en tilbøjelighed til at gøre det, skyldes det måske forestillingen om, at folkedrab er forbrydelsernes forbrydelse, eller at ordet signalerer alvor og forpligtelse. Men andre former for masseudryddelse og forbrydelser mod menneskeheden kan være nok så forfærdende og væsentlige at fokusere på som folkdrab.”