Længst muligt i egen bil

”Man burde rykke grænsen til slutningen af 70’erne.”

Men selve den danske model med fornyelse af kørekortet senere i livet fungerer godt, synes han.

Mikkel Vass går ind for, at ældre skal køre bil så længe som muligt og så længe, det er forsvarligt. Men han ved også, at ikke alle kan regulere det selv, og at det er fornuftigt at kunne rådføre sig med sin læge og få sat gang i en proces, som langsomt skal føre til en erkendelse hos den enkelte.

For mange er det et stort prestigetab at miste sit kørekort, folks verden kan bryde helt sammen. For nogle sidder identiteten næsten i at kunne køre bil, så det er omgivelsernes opgave at hjælpe de ældre med at nå frem til den beslutning, der må tages en dag, nemlig at det er klogest at lade bilen stå og ikke længere forny kørekortet.

Der knytter sig fortsat og hårdnakket mange myter til ældre i trafikken. De er nogle kludrehoveder, og de kører til fare for andre. Det viser statistikkerne bare ikke. Trafikulykkerne begås af de unge, især de unge mænd, der gribes af farten og tager hovedet under armen.

Ældre er skrøbeligere end unge, og derfor kommer de ofte mere alvorligt til skade ved uheld, og de er længere om at blive raske igen. Men det er ikke ulykker, hvor alkohol, høj fart, brug af mobiltelefoner eller manglende sele spiller en rolle. De fleste ældre koncentrerer sig og kører korrekt. Det er i mere komplicerede trafiksituationer, det kan gå galt, ofte ved venstresving i et kryds.

Med alderen får man en langsommere reaktionstid, men ironisk nok er det de unge med hurtigere reaktioner, der laver ulykkerne. Ældre har den fordel, at de bedre kan forudse ting, der vil ske, på grund af erfaringen og de mange tilbagelagte kilometer.

Mikkel Vass er altså tilhænger af det system, vi har, hvor de praktiserende læger er aktører i spørgsmålet om kørekortets fornyelse. De ser deres patienter jævnligt og kan bedømme, om de er raske. De kender til medicinforbruget og ved, om noget medicin sløver patientens hjerne, og de kan som oftest se en begyndende demens og være med til at forberede patienten på, at kørsel i egen bil måske nok ikke skal foregå for altid.

Mikkel Vass er også tilhænger af, at patienten får mulighed for langsomt at vænne sig til tanken om, at dømmekraften ikke er, hvad den var engang, og bilnøglerne skal lægges på hylden. Og han foreslår, at man stiller sig selv en række spørgsmål som for eksempel: Er der andre, der dytter ad mig i trafikken? Har jeg haft ulykker? Er jeg faret vild og har svært ved at orientere mig? Dukker der pludselig fodgængere op, som jeg ikke havde lagt mærke til? Og må mormor ikke køre med børnebørnene mere?

De færreste tænker på, hvordan de skal komme rundt den dag, de ikke kan køre bil mere. Også det vil være en fornuftig ting at få gennemdrøftet i familien.

”Use it and loose it,” siger englænderne, bliv ved med at køre bil så længe som muligt, siger Mikkel Vass, der ikke er tilhænger af rigoristisk aldersregulering med dåbsattesten som udgangspunkt, men ser på, hvad den enkelte formår.