Julen, hvor min verden brød sammen

”Jeg har en lys og en mørk jul. Den lyse var faktisk, da vi slet ikke fejrede juleaften, men første juledag i stedet for. Det var et af de år, hvor jeg professionelt var meget optaget. Min daværende mand, Sven Lindhart, og jeg blev enige om at tage op i Tuxens villa på Skagen, som min mand ejede.

LÆS OGSÅ: "Det giver mening at holde jul med de indsatte"

Sammen med vores familie og en stor vennekreds fløj vi derop juleaften. Det var så dejligt at sidde i flyet. Vi havde en utrolig ro i os, fordi vi vidste, at alle andre festede, mens vi bare gav os tid.

Så kom vi derop. Det var et af de år, hvor der var rigtig meget sne. Det var som at gå ind i et fatamorgana. Jeg hader faktisk sne, men her var det smukt sammen med Skagens sorte himmel og stjernerne – det var så malerisk. Så gik aftenen med gløgg, julesange og forberedelse af juleænderne. Alt åndede harmoni. Næste morgen var der sådan en ro i Skagen, for alle sov jo længe og fordøjede. Og vi kunne fejre den skønneste, stille, rolige juleaften uden alt det hektiske. Alle mine juleaftener har været fyldt med stress, hvilket har gjort, at jeg slet ikke har haft harmoni og sind til at fejre det, det handler om. Men den jul tænker jeg altid tilbage på som noget helt vidunderligt. Den viser, at julen kan fejres når som helst og hvor som helst, det handler kun om sindsro.

Og så blev det den mere mørke jul. En jul, der drejede mit liv 360 grader. Det var, da min søn Tomas blev erklæret hjerneskadet i december 1966. Han er født normal, blev vaccineret og så erklæret hjerneskadet. Hele min verden roterede. Det var i december, og jeg og Tomas’ far, Axel Strøbye, var i gang med prøverne til ’Et dukkehjem’. Det var en periode fyldt med travlhed og nerver. Vores verden brød sammen.

Juleaften var Tomas på hospitalet, og min søn Steen var hos mine forældre. Og med tændte stearinlys om os spiste Axel og jeg så bøf med bløde løg og græd. Det blev et nyt liv. Det er den mørke jul i mit liv. Og den ønsker jeg ikke gentaget.”

Hvem vil du give stafetten videre til?

”Til Lisbeth Zornig Andersen, som jeg havde den glæde ganske kort at sidde i tænketank med under socialministeren. Jeg synes, hun er et markant menneske.”