Lars Henriksen |
13. december 2011
Efter Carina-affæren skulle en konference i går få debatten om fattigdom tilbage på sporet ved hjælp af fakta. Kun enkelte politikere var mødt frem
I en godt halvfyldt Landstingssal på Christiansborg rejser den socialdemokratiske folketingspolitiker Maja Panduro sig og griber mikrofonen. Rundt om hende sidder folk fra de fleste sociale organisationer, fattigdomsforskere og andre interesserede i fattigdomsdebatten og nikker, mens hun skælder ud over, at danskernes syn på fattigdom er sparket fem år tilbage de seneste to uger.
”Efter flere års kamp var vi lige blevet enige om, at det gav mening at tale om fattigdom i Danmark. Så blev eksemplet Carina bragt på banen. Og nu beder journalister mig om at vise dem rundt blandt rigtige fattige i deres naturlige habitat. Det er virkelig sørgeligt,” siger hun.
Og det er derfor, de er her. Rådet for Socialt Udsatte har inviteret til konference for at få en angiveligt skævvredet fattigdomsdebat på ret køl igen, og det skal ske ved at fremlægge al den viden om fattigdom, som jo ikke har ændret sig de seneste uger. Den pointe går dog de fleste folketingspolitikere forbi, da kun en lille håndfuld er dukket op.
Først på podiet er afdelingsleder i Center for Alternativ Samfundsanalyse Finn Kenneth Hansen. Han ridser livssituationen op for mennesker på den såkaldte starthjælp, som er den laveste ydelse. Her siger to ud af tre, at de hele tiden har svært ved at få pengene til at slå til. Kun to procent af de beskæftigede siger det samme. 70 procent af starthjælpsmodtagerne mener desuden, at de lider mindst fem alvorlige afsavn i deres liv, eksempelvis kommer de aldrig til tandlæge (60 procent), de giver ikke deres børn fødselsdagsgaver (42 procent), og hver tredje undlader at købe lægeordineret medicin.
Adjunkt Maja Müller fra University College Lillebælt fremlægger så konsekvenserne for børnene. De har meget ofte svært ved at leve et normalt børneliv. Hver femte med forældre på starthjælp kommer aldrig med på skoleudflugter. Hver tredje inviterer aldrig venner med hjem. Og for to ud af fem er der ikke råd til at gå til sports- eller fritidsaktiviteter. Det isolerer dem ofte socialt, og særligt for de ældre børn betyder det, at de tager ekstra arbejde og dropper deres uddannelse for at hjælpe forældrene.
”De laveste sociale ydelse fremmer altså ikke et godt børneliv og forringer mulighederne for, at børnene kan forbedre deres livssituation i forhold til forældrenes,” forklarer Maja Müller.
Da mikrofonerne åbnes for debat, er det dog ikke blot de nikkende, der kommer til. Folketingsmedlem for Ventre Eyvind Vesselbo spørger, om løsningen på fattigdomsproblemerne så er fundet, nu den nye regering vil fjerne starthjælpen, så den laveste ydelse bliver kontanthjælpen? Og en kvinde rejser sig og præsenterer sig som interesseret privatperson med mand og to børn. De lever et ganske udmærket liv, selvom de ikke har det standardbudget, som forskere og politikere ellers anser for minimum for at kunne leve en normal tilværelse.
”Tæller vi de fattige rigtigt?”, spørger hun.
Initiativtager til konferencen og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen hilste dog debatten velkommen.
”Vi har ikke behov for mindre debat om fattigdom, men et fælles udgangspunkt for, hvad vi diskuterer. Og det udgangspunkt skal baseres på den viden, vi har. Og også meget gerne en alment accepteret fattigdomsgrænse, så vi kan lave en langsigtet strategi for bekæmpelsen af fattigdom i Danmark,” sagde han.
henriksen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad