Ritzau |
13. december 2011
For eller imod? Den danske befolkning er splittet, når det gælder dansk tilslutning til europagten
Allerede inden Folketingets politikere tirsdag mødes for at drøfte den nye europagt har spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal tilslutte sig pagten, delt befolkningen.
Det viser resultatet af den første meningsmåling af danskernes holdning til europagten.
En massiv gruppe på hele 43 procent melder bastant ud, at Danmark skal holde sig langt væk fra det udvidede eurosamarbejde, mens 33 procent indtager det modsatte synspunkt. Hver fjerde vælger i tvivl.
Til gengæld er der flertal blandt danskerne - 56 procent - om, at politikerne skal sende spørgsmålet til folkeafstemning. En afstemning, som danskerne i øvrigt hælder mest mod at stemme nej til.
Ifølge undersøgelsen, der er foretaget af Analyse Danmark blandt 1085 repræsentativt udvalgte danskere for Ugebrevet A4, er der stor forskel på de enkelte partiers vælgere.
Der er derfor næppe tvivl om, at samtlige partier vil nærlæse målingen blandt egne vælgere, før de tirsdag mødes til en stribe vigtige møder på Christiansborg.
Først mødes regeringen for at forsøge at afstemme holdningen mellem de tre partier, og senere mødes Folketingets Europaudvalg for at drøfte, om Danmark skal tilslutte sig den nye europagt eller ej.
Næsten hver anden SF-vælger, nemlig 47 procent, mener ikke, at Danmark skal tilslutte sig en ny europagt.
Blandt de radikale vælgere er næsten seks ud af ti - nemlig 57 procent - parate til ubeset at tilslutte sig den nye traktat, og dermed er Radikale det parti i Folketinget, der har de mest begejstrede vælgere for et tættere økonomisk samarbejde i EU.
Også Venstre og Konservative kan ligesom Radikale mønstre flere tilhængere end modstandere af en europagt.