Som tiden går, vil udsigterne ikke blive bedre. Snarere tværtimod. Verden vil i de kommende år opleve en forstærket global magtskydning væk fra Europa og USA og hen imod lande, vi indtil for kort tid siden betragtede som udviklingslande.

Disse lande føler sig ikke forpligtet til at gå foran. Dels fordi de anser industrilandene som hovedansvarlige for klimaforværringen indtil nu. Og dels fordi en forpligtelse fra deres side til at reducere udslippet af drivhusgasser vil koste dem økonomisk vækst og kaste millioner af mennesker ud i fattigdom.

De forværrede udsigter til global enighed vil skabe fornyet debat om, hvorvidt de store FN-konferencer er den rigtige vej til at bremse den globale opvarming.

Enigheden om køreplanen ser ud til at spænde et sikkerhedsnet ud under konferencerne på kort sigt. Men det er helt afgørende, at de ikke får lov til at stå alene. Der må politisk arbejdes med lokale og regionale løsninger sideløbende med det store format.

Det er et fremskridt, at der i Durban blev enighed om den såkaldte grønne fond, der øremærker støtte til udviklingslandene i klimatilpasning og vedvarende energi.

Kendere af klimaområdet vil nikke genkendende til den grønne fond, der ad åre skal op på mindst 100 milliarder dollar i årlige udbetalinger. Aftalen om fonden blev i princippet truffet i København for to år siden, og finansieringen blev i Durban overladt til en anden god gang. Man kunne ikke blive enige om, hvem der skal betale.

Det er derfor ikke for meget sagt, at det internationale klimadiplomati bevæger sig fremad med meget små skridt. Det samme kan man desværre ikke sige om den globale opvarmning.