Psykiatrisk set er det vist nok et religiøst dogme, at jeg absolut ingen sygdomserkendelse har.
Psykiaterne plejer at tilsidesætte alle empiriske data, som jeg forsøger at fremlægge, ved hjælp af en "lukket cirkel" argumentation. I hvert fald alle de data der modbeviser disse afstumpede løgnere og kemikaliecocktailmorderes videnskabeligt uredelige konklusions baserede analyser.

Det er altid rart for den psykisk syge, hvis der bliver taget hånd om en. Og det kan f.eks. være at ens omgangskreds spørger ind til den psykisk syges tilstand og lytte til, hvad den psykisk syge har at sige.
For det er det som kan gøre, at den psykisk syge får det lidt bedre og evt. søge hjælp hos professionelle fagfolk.
Så man skal altså ikke ignorere den psykisk syge. Men heller ikke presse på. "Bare" være der for den psykisk syge.

Med venlig hilsen

Jesper van der Schaft, tidligere psykiatrisk patient.

Det er ikke helt selvfølgeligt at tale åbent om psykiatriske
lidelser, idet der ofte vil være tale om en indskrænkning af åndsevner , ikke mindst p.gr.a. en medicinering, der virker ved at nedsætte åndsevner.

Men tales skal der for at komme videre og for at komme fri
af psykiatriens medicinske omsorg, en omsorg der kan opleves
som omklamring, når der netop ikke samtales.

Faktisk praktiserer nogle få psykiatere " den åbne dialog"
hellere end at gribe til medicinering, men helt anerkendte
er de vist ikke endnu.

Hvis større bevillinger til psykiatrien kommer yngre læger
til gode, skal de da nok melde sig, men egentligt burde
større bevillinger komme patienterne til gode !

Så hvad med at satse mere på tilgang af humanister af enhver
art og med særlig sans for den åbne dialog til udredning
af problemer og hjælp til ændring af livsstil ?

Og så den sædvanlige: Hvornår kommer der meget mere fokus
på forebyggelse af danskernes mentale elendigheder ?

Keld Jensen skrev:

Religiøse dogmer er der ikke mange af i lægevidenskab. Det er nok nærmere din psykiaters vurdering af dig. Der er lidt af en gradsforskel.

Dit Popper eksempel har ikke det store med moderne psykiatri at gøre. Popper kritiserer specifikt psykoanalysen og den kritik kan retter er fuldstændig valid, men psykoanalysen har ikke været brugt i moderne psykiatri i mindst 50 år. I dag bruges i høj grad kognitiv terapi der har meget lidt med Freud at gøre.

Ved mange psykiske sygdomme er der lav sygdomserkendelse, men det er ikke det samme som at man mener at man ikke er syg kan sammenstilles med at psykiateren så vil tolke det som at man er det.

Fx vil mange svært depressive have lav sygdomserkendelse. Man kan eksempelvis mene at ingen kan elske én og man er så overbevist om dette at det er lige meget at ens kæreste fortæller en at han/hun faktisk elsker en. En sådan overbevisning vil være udtryk for at man ikke indser at man faktisk er deprimeret og at man godt kan elskes. Den lave sygdomserkendelse består i patienten vitterligt tror at han ikke kan elskes, men netop dette er et symptom på depressionen fordi den virkelig patienten føler slet ikke stemmer overens med virkeligheden omkring vedkommende.

Peter Kolind skrev:

I de tilfælde, hvor diagnosen "manglende sygdomserkendelse" har sin berettigelse, der har psykiateren ikke behov for at tilsidesætte empiriske data, ved hjælp af en "lukket cirkel" argumentation.

Keld Jensen skrev:

"Manglende sygdomserkendelse" er ikke en diagnose - det er et symptom. En psykiater har ikke "behov" for at tilsidesætte "empiriske data". Empiriske data er noget man kan indsamle i forbindelse med studier og med videnskabelig metode. Man kan ikke tale om sådanne i forbindelse med vurderingen af en enkel patient. En psykiater har en over 10 år lang uddannelse og er om nogen kompetent til at vurdere om en patient udviser manglende sygdomserkendelse

Peter Kolind skrev:

Ideelt set har du vel ret, men den fænomenale virkelighed er jo ikke ideel, især ikke i et samfund, hvor sekularisterne har overladt lægevidenskaben til en korrupt og grådig multinational medicinalindustri, som foretrækker at skelne mellem, hvad der er godt eller skidt for forretningen, fremfor at skelne mellem, hvad der er sandhed og løgn.

Peter Kolind skrev:

Åbenbart ikke indenfor psykiaternes meget moderne "videnskabelige" metode.

Det skal man nok have fat i nogle rigtige læger og videnskabsfolk for at kunne forvente..

Keld Jensen skrev:

Nu er det så heldigt at jeg er lægestuderende, så jeg mener at have rimelig god insiderviden om "rigtige" læger. Jeg kan informere om at psykiatere i den grad er rigtige læger. Deres uddannelse er lige så lang, de udsættes for samme prøver, deres videnskabelige metode er den fuldstændig samme som den der bruges når der udvikles behandlinger til diabetikere eller hjertesyge. Og her er måske det mest chokerende: De er ikke i lommen på djævelen eller medicinalindustrien. De vil faktisk gerne hjælpe. Det er typisk derfor folk bliver læger til at starte med. Psykiatere er ikke anderledes end andre læger i den henseende. Men du vil måske heller ikke tage penicillin hvis du har en infektion?

Peter Kolind skrev:


Kære Keld Jensen,

tak for dine indlæg omkring psykiatrien. Peter Kolind har beskrevet fint, hvordan det forholder sig med psykoanalyse, lukkede cirkler, empiriske data, og sygdomserkendelse ift. diagnose og symptom. Jeg vil blot komme ind på to afledte iagttagelser, som jeg synes, er værd at overveje:

1. for det første skulle landets mange privatpraktiserende psykiatere og psykiatere på hospitalsafdelingerne have rottet sig sammen mod dig, for at din påstand skal give mening - og det er måske lidt for konspiratorisk. Jeg tror derimod, at den enkelte psykiater arbejder ud fra et personligt ønske om at hjælpe mennesker som læge.

2. for det andet er det at benægte fakta at bekrige medicin på en facon, hvor psykiatere betegnes som kemikaliecocktailmordere - selvom det er et sjovt ord. Sandheden er, at der sket en revolution på det medicinske område i psykiatrien de sidste 50-60 år. Til gavn for patienterne. Det er uden diskussion nemmere at være skizofren eller maniodepressiv i dag end for hundrede 100 år siden. Men det kræver en sygdomserkendelse. Ellers er det svært at hjælpe. Vælger en maniodepressiv person at undlade sin medicin, f.eks Litium, enten fordi han ikke vil undvære de euforiske episoder, eller også fordi han ikke opfatter sig selv syg eller er principielt imod medicin, så må en psykiater i visse tilfælde ty til symptomgenkendelsen "manglende sygdomserkendelse". Lægen vinder eller taber intet ved denne indsigt - men personen i nævnte eksempel udsættes for øget depressionsfare, øget risiko for at ødelægge sit sociale og økonomiske liv og udsætter statistisk set sig selv for øget selvmordsrisiko.

Jeg er fuldstændig sikker på, at psykiatere jævnligt på baggrund af deres uddannelse og ønske om at hjælpe folk, spørger sig selv, om de griber tingene rigtigt an. Det samme kan man gøre som patient, ikke kun i psykiatrien, men i almindelighed. Man kan lytte til sin læge, når han peger på ens rygning og manglende motion, som årsag til dårlig lungefunktion. Med en psykiatrisk lidelse kan man lytte til psykiaterens forslag til, hvordan ens psykiske helbred styrkes.

Med venlig hilsen
Lars Foldager Pedersen
Cand. Theol.

Peter Kolind skrev:

Rigtige læger tager f.eks blodprøver for at indsamle empiriske data.

Andre indsamler empiriske data som underbygger en på forhånd given konklusion, og tilsidesætter resten.