|
14. december 2011
Helle Thorning-Schmidt (S) og og Lars Løkke Rasmussen er enige om, at der kun er én vej for Danmark i forbindelse emd eurolandenes finanspagt
Selvom Danmark skulle ende med at stå uden for den finanspagt, som eurolandene i sidste uge blev enige om, er vi tvunget til at følge pagtens krav om en stram økonomisk politik.
Det fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og oppositionsleder Lars Løkke Rasmussen (V). Dermed tiltræder Danmark reelt pagten.
LÆS OGSÅ: Thorning: Folkeafstemning om hvad?”Jeg kan godt sige det, som det er: Hvis der bliver indført en stærkere disciplin omkring økonomierne i resten af EU, så skal Danmark passe på, at vi ikke bliver anset for et land, hvor der er en svagere økonomisk disciplin. Derfor – uanset om vi vil være med eller ej – så vil det her påvirke Danmark,” siger Helle Thorning-Schmidt.
Samme melding kommer fra Lars Løkke Rasmussen:
”Den økonomiske politik skal være ansvarlig, uanset om der er en aftale eller ej. Men nu er der altså en aftale. Og så vil det sende et dumt signal til omverdenen om, at vi forbeholder os retten til at føre en uansvarlig økonomisk politik, hvis vi ikke går med,” siger han.
Alle partier undtagen Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance støtter, at Danmark går med i finanspagten. Dermed er der markant flertal for aftalen.
Regeringen vil dog først i det nye år få overblik over de juridiske, politiske og økonomiske konsekvenser af finanspagten, så man kan tage stilling til, om Danmark kan og skal gå med./ritzau/