Når egypterne i dag går til anden runde af parlamentsvalget, forsøger de liberale kandidater at finde den opskrift, der kan give dem et bedre valg
Presset af frygt og pessimisme efter islamisternes overbevisende sejr i første runde af det egyptiske parlamentsvalg mener landets liberale dog ikke, at tiden er inde til at kaste håndklædet i ringen. Der er stadig håb, siger nogle af de ledende skikkelser, der var med til at starte oprøret mod tidligere præsident Hosni Mubarak.
I dag går de egyptiske vælgere til anden runde af parlamentsvalget, og selvom Det Muslimske Broderskab og de fundamentalistiske salafister fastholder de 65 procent, de tilsammen vandt i første runde, vil der også i fremtidens Egypten være plads til dem, der fyldte Tahrir-pladsen med krav om demokrati og rettigheder.
LÆS OGSÅ: Ærkebiskop: Det arabiske forår truer kristneDet mener i hvert fald Amr Hamzawy, en 44-årig professor i statskundskab, som er en af de få liberale kandidater, der ved første runde har fået nok stemmer til en plads i parlamentet. Og selvom han ikke har udsigt til at få mange ligesindede omkring sig, ser han ikke islamisternes ventede dominans som noget, de egyptiske demokrater bør frygte.
”De liberale kandidater er nødt til at undgå at skabe det indtryk, at vi er bange for islamisterne. Vores frygt overbeviser ingen vælgere,” siger han.
Siden valgets første runde har mange egyptiske demokrater og især kristne koptere reageret med frygt for, at Det Muslimske Broderskab og salafisterne vil trække Egypten i retning af en imam-styret stat og væk fra demokrati. Naguib Gabriel, en koptisk advokat, siger, at islamisternes sejr vil gøre livet hårdere for mange af Egyptens kristne. Han forudser massiv kristen emigration, hvis de foreløbige valgresultater også bliver slutresultatet.
Men i stedet for at udtrykke frygt ser Amr Hamzawy den nuværende situation som en mulighed. Også selvom de liberale ikke umiddelbart står med de bedste kort på hånden.
“Islamisterne er dybt splittede, og der er reelle spændinger mellem Broderskabet og salafisterne. Broderskabet har interesse i at bevare sit omdømme som de moderate. På det punkt vil salafisterne udfordre dem,” siger Amr Hamzawy.Egyptens tidligere FN-generalsekretær, Boutros Boutros Ghali, frygter for en overvældende islamistisk sejr. Han peger på, at Egypten står over for så omfattende problemer, at landet ikke har råd til at miste udenlandske alliancer og venskaber.”Jeg er ikke i opposition til den islamiske bevægelse, men jeg frygter, at de vil lukke døre og isolere sig selv,” siger han.