Det kommunale demokrati er ramt af iltsvind

Forleden blev jeg kontaktet af et kommunalbestyrelsesmedlem i en af de nye storkommuner. Hun var rystet over, hvor svært det er at overkomme arbejdet. Hun havde fået en ugentlig fridag på sit arbejde, men alligevel blev arbejdsopgaven for stor.

Hun havde været med i flere udvalg, men har måttet trække sig fra nogle af dem. Hun har derfor fået nedsat sit honorar for det kommunale arbejde, som tidligere udgjorde 130.000 kroner årligt.

LÆS OGSÅ: Demokratiet og den forbrugeristiske medborger

Hun mener, at kommunalbestyrelserne ikke kan følge med i kommunernes økonomi. Den er blevet mere indviklet, mere omfattende, og der er for lidt tid. Hun er uddannet økonom, men selv for hende er det en stor og vanskelig opgave. For kortuddannede er arbejdet helt uoverskueligt. Det er blevet til et fuldtidsarbejde, og det bør honoreres i overensstemmelse hermed.

Hun er på linje med andre informationer om kommunalbestyrelserne. I 2009 konstaterede nyhedsmagasinet Danske Kommuner i en undersøgelse, at hver femte kommunalpolitiker ikke havde lyst til at genopstille til næste kommunevalg. Og et forskningsinstitut (AKF) interviewede lidt over halvdelen af landets kommunalpolitikere. 40 procent svarede, ”at det er svært at gennemføre politiske idéer, hvis ledende embedsmænd er imod”.

I 2003 havde “kun” 25 procent samme oplevelse. Det var især de menige kommunalbestyrelsesmedlemmer, som følte, at det var svært at komme igennem. Professor Peter Kragh Jespersen, Aalborg Universitet, sagde i den anledning: “Man har ikke gjort nok for at få kommunalbestyrelserne til at fungere.” Arbejdsbetingelserne var for dårlige, mente han, og man burde uddanne lokalpolitikerne og honorere dem bedre.