Kristen højtid får kronerne til at rulle

Eller tag for eksempel pave Benedikt XVI, som ved flere lejligheder har problematiseret forbrugerismen. I en tale først i december betegnede han tiden som ”den løsslupne aktivitets tid, man køber og sælger” – i modsætning til kirkens advent, en stille tid, hvor salmerne skaber ”øer af stilhed, øer af tro, øer for Herren”. Talen blev holdt ved visningen af en ny film om jul og advent i de bayeriske alper. Mon ikke, de gode ord om advent her går hånd i hånd med penge i kassen for filmproducere, flere vinterturister til Bayern og så videre?

Det er der ikke noget galt i, det er blot et eksempel på, at det er sværere end som så at lægge afstand til forbrug og vækst i et markedssamfund.

I en anden del af julens økonomi er sammenhængen mellem kristendom og penge mere veldokumenteret, nemlig velgørenhed. Flere undersøgelser viser en klar sammenhæng mellem kirkegang og velgørenhed: Kirkegængere giver ganske enkelt mere. Den teologiske baggrund for denne giverøkonomi er, at den, der har fået – ”nåde i rigt mål” – også må give. Ikke af pligt, ”Gud elsker en glad giver”, som Paulus formulerer det på en måde, så der også knyttes en inderlighed, en åndelig værdi, til pengene, som bliver mere end bare kroner og ører. Den glade giver kan vel så forvente, at gaven modtages i samme ånd – med taknemmelighed?

Heller ikke giverøkonomien er dog upåvirket af den samfundsmæssige sammenhæng, hvor velfærdsstaten har overtaget det, der før hed fattighjælp. Betingelserne for den ”gave”, der kan opleves som ydmygende, er afløst af regler og rettigheder, men alligevel klinger noget af den gamle giverøkonomi med også i den aktuelle fattigdomsdebat. Den kvinde, der får omkring 15.000 kroner – uden at skulle yde noget til gengæld – skal hun være taknemmelig? Mødrehjælpen og flere andre hjælpeorganisationer har efterfølgende peget på, at forløbet af diskussionen har fået færre til at give penge til organisationernes juleindsamling end tidligere. Hvilket så igen fik Liberal Alliances Joachim B. Olsen til at opfordre danskerne til frivilligt at give julehjælp til fattige – uden dog at begrunde det med Guds kærlighed til den glade giver.

Endelig er der en tredje model, hvor man kombinerer eget forbrug af dyre smykker med velgørenhed. Et dansk smykkefirma reklamerer således for ”The Joy of Giving”, glæden ved at give. Hvis kunden vælger at støtte Røde Kors i forbindelse med købet, så fordobler smykkefirmaet donationen til hjælpeorganisationen.

Så altså: Kristendom og penge er ikke nogen ligefrem relation – og markeds- og velfærdssamfund sætter deres egne markører også i dette forhold.

Til gengæld er der ét sted, hvor det er knap så kompliceret, nemlig i tv’s julekalenderfortællinger. Flemming Jensen, forfatter til ”Nissebanden”, DR’s julekalender, siger således til Information: ”Det, som truer julen, har for mig altid været kapitalismen.”

I en rigtig tv-julekalender er man truet – af griskhed, grådighed eller en lidt for driftig erhvervsmand – og julen reddes så typisk af et barn, så juleglæden kan indfinde sig ”right in time”. En evangelisk pointe, som overlever også i de julekalendere, hvor der ikke er skyggen af et Jesusbarn.

Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende.