Socialgaullistens sidste kamp

Det blev socialgaullismen, der gik af med sejren i dette ideologiske opgør på den franske højrefløj. Men næppe var Jacques Chirac blevet præsident og Villepin hans kabinetsdirektør, før Nicolas Sarkozy kastede handsken i ansigtet på sin rival med kommentaren:

”De skal vide, at De altid vil finde mig på Deres vej.”

Alt synes at adskille de to mænd. Det er kampen mellem ”den republikanske elites ikon” i Dominique de Villepins skikkelse og ”det hårdtslående højre” i Nicolas Sarkozys, som dagbladet Le Figaro har udtrykt det. Mellem den distingverede, elegante og aristokratiske de Villepin og den mere terrieragtigt bidske Sarkozy, der ofte beskyldes for at forulempe det franske sprog, hvor de Villepin udløser ironiske smil med sin hang til en svulstig, lyrisk retorik.

Dominique de Villepin er et typisk produkt af Frankrigs intellektuelle og sociale overklasse. Villepin-familien, som i begyndelsen af det 20. århundrede begyndte at kalde sig ”de Villepin” for at antyde en adelig status, familien aldrig har opnået, har tradition for at gøre karriere i magtens inderste cirker. Familien tæller en en lang række senatorer, diplomater og officerer, og 18 af Dominique de Villepins forfædre er blevet dekoreret med den franske æresorden, Légion d’Honneur.

Dominique de Villepin blev født i 1953 i Rabat i Marokko, hvor hans far var topleder i industrikoncernen Saint Gobain. Denne karriere bragte ham kloden rundt, og Dominique tog som 16-årig sin studentereksamen i Venezuela, hvorefter han tog til Frankrig, hvor han læste litteratur og jura efterfulgt af politisk videnskab og administration for derefter at træde ind i den franske udenrigstjeneste som diplomat.

Efter at Jacques Chirac havde gjort ham til kabinetschef, blev han forfremmet til udenrigs- og siden indenrigsminister, inden han blev udpeget til regeringsleder i 2005. Han var på topppen af sin karriere og i manges øjne kørt i stilling som Jacques Chiracs efterfølger.

Men som Nicolas Sarkozy havde lovet, fandt han sin gamle rival på sin vej. Jacques Chirac skulle lappe den borgerlige lejr sammen igen, og Nicolas Sarkozy blev indenrigs- og siden finansminister og hurtigt Frankrigs mest populære minister takket være sin evne til at ”kalde en spade for en spade”. Hvorimod den politisk uerfarne Dominique de Villepin udhulede sin popularitet fra FN-talen, blandt andet med den særlige ungdomsløn, som blev mødt med ugelange demonstrationer og besættelser af universiteterne og i sidste ende aldrig blev gennemført.

Rivaliseringen med Nicolas Sarkozy kulminerede med den såkaldte Clearstream-affære, hvor Dominique de Villepin blev sigtet, men siden frikendt for forsøg på at indblande rivalen i en speget historie om et industrielt komplot og hemmelige bankkonti i udlandet, der viste sig ikke at eksistere.

Siden er Dominique de Villepin blevet stadig mere isoleret. Dannelsen af hans egen politiske bevægelse sidste år, République Solidaire, der skulle repræsentere den historiske, sociale gaullisme, blev ikke det springbræt for et comeback, han forventede.

De fleste af hans støtter har forladt ham, République Solidaire er en tom skal uden medlemmer og uden gennemslagskraft. Og Dominique de Villepin ville få én procent af stemmerne, hvis der var valg idag.

Han kan måske knibe sig op på et par procent mere. Ikke nok til at lancere en ny karriere. Men måske nok til at stjæle nogle få procents vælgeropbakning fra Sarkozy, der står lavt i meningsmålingerne og vil få brug for alle de stemmer, han kan skrabe sammen.

”Manden med FN-talen” har opgivet enhver form for diplomati. Dette er hans sidste kamp. Han kan ikke vinde den. Men han håber, at han kan rive arvefjenden med sig i faldet.

bpedersen@k.dk