En afsender har altid haft en hensigt med en tekst. Der ligger også en bestemt hensigt i Bibelens tekster, skriver Arne Pedersen

Det springende punkt i sagen om de homoseksuelles ret eller ikke ret til at blive viet i den danske folkekirke er hverken følelser, ligestilling, politik eller samtidsorientering – hvor vedkommende disse emner end er. Det springende punkt er tilliden til Gud. Det springende punkt er, om Gud er levende, eller om mennesker selv har opfundet ham.

LÆS OGSÅ: Træk dog vielsesmyndigheden helt ud af folkekirken

Det er klart, at hvis Gud er det sidste, jamen, så har mennesket jo også al mulig ret til at fortælle Gud, hvad han skal mene, og hvad han skal velsigne. Det er også klart, at hvis Bibelen ikke er Guds ord, men bare en god bog med nogle virkelig kloge ord og med megen livsvisdom, jamen, så kan man jo sagtens klippe og klistre og strege over og føje til, lige hvor man har lyst.

Men hvis Gud er levende, er det en helt anden sag, for Gud har en drøm for sin skabning – for mennesket – en drøm, som ikke har ændret sig siden skabelsens morgen. En drøm, som kan læses sort på hvidt i Bibelen. Hvis denne drøm skal forstås rigtigt, bliver jeg også nødt til at forstå Bibelen – teksten – på dens egne præmisser. For hvis jeg nu læste en fysikbog og tolkede den som en kogebog, eller jeg så filmen ”Da Vinci Mysteriet” og tolkede den som en dokumentarfilm, så ville jeg unægteligt få noget helt galt i halsen. Jeg ville misforstå væsentlige pointer, fordi jeg ikke gik til teksten på tekstens egne præmisser. Der er altid indlejrede koder i en tekst – eksplicitte og implicitte – som skal hjælpe læseren med at forstå teksten rigtigt.

UPS. Der var så nok lige nogen, der stod af, for man kan vel ikke helt seriøst påstå, at der findes rigtige og forkerte læsninger af tekster? Jo, for en afsender har altid haft en hensigt med teksten og kan ved hjælp af de indlejrede koder gøre teksten mere eller mindre åben eller lukket. En lovtekst er for eksempel meget ”lukket”, fordi der er rigtig mange koder, som skal hjælpe læseren med at forstå det indhold, som afsenderen havde i tankerne, da teksten blev produceret. Til forskel herfra er et abstrakt maleri som tekst mere ”åben”, fordi der er færre koder.

Pointen er, at afsenderen af en given tekst altid har haft en pointe med at give teksten netop den form og det indhold, som han har besluttet sig for. Hvis man som læser afskriver denne præmis og blot vil læse sin egen subjektive mening ind i teksten, ja, så ender man også med det: sin egen læsning. Og man vil misse afsenderens budskab.

Ganske enkelt. I hvert fald i teorien – og straks sværere at omsætte i praksis. Særligt når de tekster, man skal læse og forsøge at forstå rigtigt, er flere tusinde år gamle, som det er tilfældet med Bibelen. Men bare fordi, det er svært, er det jo ikke ensbetydende med, at man ikke i det mindste skal forsøge. For heller ikke forfatterne til de forskellige bøger i Bibelen har blot produceret en tekst og tænkt: ”Nu bliver det godt nok spændende at se, hvad de får ud af den!”. Der har naturligvis været både formål og hensigt.

Bekendelsesgrundlaget for den danske folkekirke er Bibelen. Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Teksten.

Hvis jeg alene er prisgivet min egen kulturelle kontekst og samtid i læsningen og forståelsen af denne tekst, hvorfor så overhovedet have en bekendelse?

Lad os i det mindste give hinanden håndslag på, at vi i denne tids spørgsmål ikke vil forfølge vores egen dagsorden, men stræbe efter en ret erkendelse af den levende Guds drøm for sin skabning.

Arne Pedersen,

ekstern lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet,

Bispehavevej 61, 1. tv., Aarhus V