Dogmatisk om fattigdom

Fra sit u-landsvirke låner Vilby en klassisk – og næsten glemt – teoretisk model, Center-periferi-teorien, som i 1970’ernes univers hyppigt blev brugt til at forklare u-landenes mistrøstige tilstand. Vilbys pointe er, at denne model måske i dag er ganske god til at beskrive indenrigspolitiske forhold. Den megen tale om Udkantsdanmark er allerede et tegn på, at vi er begyndt at se Danmark i det samme billede. Men ikke kun Lolland og Vestjylland bør opfattes som udkanter, mener Vilby. Nørrebro og Gellerup opfattes for eksempel også som periferien i samfundet, eller i det mindste synes det karakteristisk, at mange af de unge disse steder selv oplever sig som i samfundets yderste periferi.

Der er altså ansatser i Vilbys bog til en frugtbar nytænkning af fattigdomsproblemet. Men bogen er ikke, hvad det væsentlige emne kunne have fortjent. Vel indeholder den gode pointer, men de er som regel lånt fra lange referater af andre bøger, som man nok med fordel kunne læse i stedet for. I sig selv er Vilbys bog ganske vist velment, men også lidt for journalistisk, lidt for hastigt skrevet og ikke tilstrækkelig skarp i sin argumentation.

Det værste er dog, at Vilby aldrig rigtig lykkes med at løsrive sig fra den 1970’er-dogmatik, han tydeligt deler med Özlem Cekic. Fattige må der være, og leder vi længe nok, skal vi nok finde én! Det synes at være begges tilgang til sagen.

En nutidig diskussion af fattigdom burde i stedet tage udgangspunkt i de voldsomme forandringer, samfundet har undergået i de seneste årtier. Ifølge officielle OECD-tal er mængden af fattige i Danmark faktisk steget med mere end 50 procent i løbet af det seneste årti, men når Vilby og Cekic har så svært ved at finde dem, kan det skyldes, at de leder de forkerte steder. I stedet for at lede efter enlige Carina’er skulle de snarere lede blandt dem, der hedder Mohammed eller Özlem, for den forøgede fattigdom kan stort set henføres til en politik, der bevidst og målrettet har søgt at give folk med sådanne navne dårligere vilkår end øvrige danskere.

Også den forkærlighed, Vilby har for sammenhængen mellem boligforhold og levealder og sundhed, er mindst et halvt århundrede forsinket. Det er ganske rigtigt, at der stadig er stor forskel på levetid og helbred blandt folk med kortere og længere uddannelse, men takket være tidligere tiders boligpolitiske indsatser er det minimalt, hvor meget af denne forskel der i dag kan tilskrives boligforhold. Langt hovedparten af forskellen på levetid og helbred er beviseligt udtryk for, at de kortuddannede danskere lever et langt mere usundt liv end de langtuddannede. For en socialpolitisk dogmatiker som Vilby må den slags naturligvis forties, for han kan simpelthen ikke tænke sig, at sociale skævheder kan være andet end samfundets skyld.