De politiske skandaler er godt stof for medierne, og det skal vi som borgere være glade for, mener flere politiske eksperter. Her er det Troels Lund Poulsens tidligere spindoktor Peter Arnfeldt som angiveligt tilbød Ekstra Bladet fortrolige oplysninger om Helle Thorning-Schmidts skattesag
- Jens Nørgaard Larsen/Scanpix Danmark
Ulla Poulsen |
15. december 2011
Efter flere uger med intens dækning af skattesagen har medierne nu kastet sig over den seneste udvikling i Jægerbogssagen. De politiske skandaler er godt stof, og det skal vi som borgere være glade for, mener flere politiske eksperter
Der var en, der var to ... De politiske skandalesager har fået deres rigelige del af pladsen i de danske medier de seneste uger. Først var der det spegede forløb omkring Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag, som kulminerede med regeringens beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission. Og før støvet havde lagt sig her, fulgte nye oplysninger i den såkaldte Jægerbogssag og fik aviser, tv og radio til igen at strømme over med politiske historier og spekulationer.
Hvorfra fik pressen i 2007 sine oplysninger om, at danske jægersoldater var på vej til Afghanistan, og i hvilket omfang var disse informationer politisk bestilte af den daværende forsvarsminister, Søren Gade (V) og hans chef, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)?
Ingen kan være i tvivl om, at de politiske skandaler er godt stof for medierne. Og heldigvis for det, så længe de har en politisk kerne, vurderer flere politiske eksperter. I den henseende er der al mulig grund til, at medierne holder lommelygten tæt hen over de to førnævnte sager, så magthaverne ses efter i sømmene.
”Der er bestemt mening med den intense dækning. Begge de aktuelle sager er dybt substantielle. Der er tale om sager, hvor der er lækket oplysninger, der sætter noget helt afgørende på spil i vores demokrati,” siger Anders Esmark, lektor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han blandt andet forsker i politisk kommunikation. Han peger på, at de to skandaler netop får ekstra næring i kraft af deres væsentlighed. Medier vil ofte have en tendens til at være mere sensationshungrende, end læserne er, men her er der tale om et sammenfald mellem en god journalistisk historie og en væsentlig historie.
”Det er historien om de store mænd, magtens mænd, og deres potentielle storhed og fald, hvilket er et drama i sig selv, men selve sagens kerne er også de personlige handlinger – personer, der muligvis har gjort noget forkert.”
Rasmus Tue Pedersen er ph.d. studerende ved Københavns Universitet og har blandt undersøgt, hvordan det politiske spil i stigende grad skygger for det politiske indhold i journalisters artikler. Efter hans mening er det dog ikke det, der er tale om i dækningen af de aktuelle skandaler. Tværtimod. Her er der tale om formidlingen af historier med et vigtigt politisk indhold, som gør vælgerne mere kvalificerede til at gennemskue deres politikere.
”Skandalerne er med til at vise, at der kan være store forskelle mellem politikere. Og så længe de handler om noget politisk relevant, vil mit kvalificerede gæt også være, at borgerne synes, at det er i orden at skrive og tale så meget om dem,” siger han.
I det hele taget er det en central del af den demokratiske proces, at medierne bidrager til at få belyst kritisable forhold i regeringsførelsen og statsforvaltningen. Således også med de aktuelle sager, understreger Ove Kaj Pedersen, professor ved Handelshøjskolen i København, CBS, hvor han blandt andet arbejder med politisk teori og kommunikation. Derfor ser han klare fordele ved, at medierne går ind i de politiske skandaler, hvor omdrejningspunktet er en ministers eller politikers politiske arbejde.
Han er dog meget kritisk over for selv samme medier, når det gælder netop de to seneste sager, hvor en stor del af problemet hænger sammen med, at der er lækket oplysninger fra det politiske niveau til medierne.
”Traditionelt har vi betragtet medierne som nogle, der afdækkede skandaler. Men nu står vi med to sager, hvor medierne selv er en del af forløbet. Der er sket et brud på sondringen mellem det politiske og det journalistiske. Medierne har mistet deres uskyld og hele begrundelsen for at kunne kalde sig den fjerde statsmagt,” siger Ove Kaj Pedersen.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad