En præst fra Samsø har engang for længe siden fremført denne julerap juleaften:


Der var engang for længe, længe siden,
og det var længe før, der var noget, der hed tiden,

før alt blev til, var Gud i evighed,
hans Søn og Ånd var hos ham i kærlighed.

Da talte Gud og alt bli’r til
fordi det er fællesskab mellem sig og os, han vil.

Mennesket blev til som værkets krone,
både manden og så også hans kone.

Og så begynder historien om fald og dom og anger og frelse,
for at alle fra Adam og Eva af kan få evig helse.

Og undervejs i tiden fra Adam til Johannes Døber
er Guds-Kongen skjult og den, der ikke røber,
at han er den, han er,
selv når han er nær og er her.

Så skete det, at han lod sig føde
og det blev en dejlig jule-morgenrøde,
og han blev tilbedt af vismænd
som den store barnekonge, de ønsked sig som ven.
Guld, røgelse og myrra skær
de gav til ham kongen der.

Og han han blev voksen og så tog han fat,
han helbredte og lægte men’sker, især dem, der var besat,
de blinde og døve gav han at se og høre,
nå’t som burde både blinde og døve røre,
og stumme og lamme helbredte han, ja, selv de døde
opvakte han som tegn på sig selv som førstegrøde,
på at han selv sku’ dø og så opstå
og siden være for alle men’sker på.

Han sa’: Før Abraham er jeg
og det er lang tid, både for dig og for mig.
Han blev hyldet og red ind i Jerusalem
på vej mod død for at skabe os et hjem,
hvor vi i tro
kan evigt bo,
i hans rige,
som ender alle krige.

Det sker, når kongen vender tilbage,
at ingen længere skal sukke eller klage,
han skaber et nyt paradis
som udsletter selv mindet om ethvert forlis.

Det’ tæt på solhverv,
så vær lige djærv
og gi’ nog’n en skærv
pas på det fordærv
der lige opstår,
når du’ik’ tilstår,
og det uden vilkår,
at her er nog’t du ik’ forstår.

Jeg kan godt li’ fodtrin,
der er som en god vin,
der er ingen snublen,
der er ingen grublen,
under himmelkuplen,
men bar’ kæmpejublen!

Hvor herligt,
hvor særligt,
hvor kærligt,
jeg griber budskabet, helt begærligt,
det slet ik’ besværligt,
det’ næsten ubærligt,
efterhånden uundværligt,
helt ærligt.

Jeg hører ordene,
som gør os til et af korene,
der synger uden sur’ miner,
vi synger om rutiner,
der var blevet til ruiner,

Nu’ der en, der trøster,
det’ en, der er som en søster:
Ham for oven
er ikke hoven,
han stig’r af sin vogn
og blotter sin arm,
du ka’ se den fra en vindu’skarm,
hvis du ser ind i en hule
helt i centrum af den her jord-kugle,
ta’ og zoom,
han truer ik’ med doom,
for han er verdens groom,
der si’r til blomsten: bare bloom.

Det er for den hele vide jord,
og derfor synger vi i kor
med himlens englekor,
som et special kæmpe gospelkor
både i syd, men også her i nord,
for nu er det, det hele gror,
så derfor er det, at vi også tror
på ham, der ligger hulen, det lille nor,
der ikke blev i himlen, men blandt os bor,
Gud ske lov blev han mer’ end barn, han blev voken, stor,
før han tilbage til sin far derude fór,
mens hans venner bare står der og glor.

Så er det, der igen er brug for gesandter,
som ik’ har nog’t at gør’ med guvernanter,
for de har skinnende og kridhvide gevandter,
som kan slibe af de mange kanter,
hos unge mænd og kvinder og der’s onkler, tanter,
så de ka’ ta’ fat på missionen uden boksehandsker og så vanter,
som de aller-aller første disciple og konfirmander
og vidned’ for der’s Herre i kamp med en løve eller panter,
men det’ rædsomt, de ind imellem blev til kæmpe-bander,
som kejsers eller Hitlers venner og drabanter
i stedet for himlens glædes-musikanter,
der kan både være alvorlige og så dem, der fjanter,
og deler ud forhåbentlig mer’ end bare slanter,
men så meg’t som kun kan bringes ud af elefanter.


Jeg vil ikke være som en kustode
for en tro, som engang for længe siden bo’de
inde i et folks ho’de,
dengang de virk’li’ tro’de
jeg vil ikke bruge én bestemt metode,
men jeg vil hellere pege på en, som engang havde sit hjem,
ikke særlig langt fra sin slægtnings fødehjem i Betlehem,
han hed Johannes, og folk kaldte ham mange ting, en, to, tre, op til fem,
men mente han selv, han var en der ikke værdig til at løse den rem,
der holdt sammen på Herrens sandaler,
det sagde han, som gerne holdt brandtaler
og var som røsten af en der råber i ørke,
at nu er det forbi med at vandsmægte i tørke
og lyset skinner for dem, der sidder i mørke.

Sandalerne er sikkert væk,
de blev som skyllet bort af de himmelske kilders bæk,
som har givet væske til Skriften er ord, der blev skrevet med blæk,
om en glæde for hele folket, som udraderer vores skræk,
og der en, hvis skorem vi ikke er værdige at løse, som vil, vi aldrig får et knæk.


Johannes fik tilnavnet Døber,
han sku’ jævne Herrens vej, og derfor vil jeg også give ham navnet Støber;
han er den, som hellere end gerne indrømmer og røber,
at han er ikke mer’ end ham, der er forløber
for Herren selv,
han som er Livets Elv,
som døber med ild,
for Han er kærlighed mild.

Johannes og Jesus er som måne og sol,
man kan sige, Johannes er som en hane, der gol
for at melde, at nu kommer ham, som hedder Solopgangen,
og det fik Johannes til at blive selve stop-sangen
for den gamle pagt,
som har forudsagt
at den nye pagt
blev i hjerter lagt
ved dåben med Ånd og vand,
som vejen fremad for hver en mand.