Er det nu også sådan, det er? Danmark set med afrikanske øjne

For slet ikke at tale om behovet for julehjælp! Knap havde jeg sagt det, før jeg godt kunne se, at det var et budskab, som jeg ville få svært ved at trænge igennem med. Det kan såmænd være svært nok selv for danskere at forholde sig til, hvor udsatte og fattige mennesker i Danmark kan være.

SÅ DET VAR OG BLEV en byvandring i beundring. Det var umiddelbart alt for galt i min optik, men blev alligevel en påmindelse om, at selvom der er mange problemer at slås med i Danmark, så er vores forudsætninger for at løse dem markant bedre end så mange andre landes. Vi kan gøre det bedre, hvis vi vil.

Var beundringen af mange forhold i Danmark stor efter kun et par dages ophold, så var forundringen endnu større i forhold til kirkegang. Én havde deltaget i en gudstjeneste, hvor der kun havde været meget få mennesker i kirke! Jeg undlod at indvende, at det jo kun var anden søndag i advent, og at kirkegangen generelt ville se bedre ud helt tæt på jul. Eller i hvert fald juleaften!

Men konklusionen var jo klar nok på baggrund af kirkebesøget: ”I har brug for missionærer fra Afrika!”. Et synspunkt, som blev fremført med et glimt i øjet, og som jo var oplagt. For det er i Afrika, at kirkevæksten sker i disse år, og hvor mennesker i stort tal kommer til tro.

Går man i kirke i Uganda, så vil de fleste danskere blive slået af forundring over, hvor mange der samles i forskellige kirker. Det er en trend, at mange går i kirke i en del afrikanske lande, selvom der naturligvis er forskel. Der findes også små kirker …

Da jeg var i Uganda sidste år, besluttede jeg mig for at gå til gudstjeneste i en af de store megakirker i Kampala. Indrømmet. Jeg var lidt til fals for at deltage i en gudstjeneste, hvor der var ”gang i den” med hensyn til gospel. Lidt i rollen som tilskuer for at se, hvordan det nu kunne tage sig ud.

Og jeg fik både noget at se og høre! De første tre kvarter af gudstjenesten bestod af lovsang med et gospelkor på 80 personer i front. Det kunne jeg sikkert ikke klare hver søndag. Men det lød godt, og der var gang i den.

HVAD DER DOG GJORDE et større indtryk var, at vi et par gange i løbet af gudstjenesten blev opfordret til at tale med dem, vi sad ved siden af, og bede for hinanden, bare en to-tre stykker sammen. Det gik ganske enkelt ikke an bare at være tilskuer, hverken under lovsang eller bøn. Eller prædiken, der lagde op til en vis form for dialog, så meget som det nu lader sig gøre med et par tusinde mennesker. Så der stod jeg og bad sammen med to, som jeg aldrig havde mødt før.

Hvis denne megakirke fra Kampala lå i Hillerød, så ville den af forskellige grunde nok ikke være min sognekirke. Uanset det så blev megakirken og føromtalte gudstjeneste et stærkt vidnesbyrd om deltagelse og involvering, ja, om fællesskab og glæde. Et vidnesbyrd om Kristus selv, der blev menneske…

Det vidnesbyrd gives også i Danmark. Alligevel forstår jeg godt forundringen hos mine venner fra Uganda og deres konklusion: Der er brug for missionærer. Og jeg forstår såmænd også deres beundring af Danmark. Det er på mange måder et helt unikt land, vi bor i.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær for Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen