En families fald

Hun er kravlet op på loftet i laden i selskab med en flaske æggelikør og har trukket stigen op efter sig. Og det er ikke første gang. Sådan gør Anna Kaan nemlig, når verden går hende imod. Og det gør den tit.

LÆS OGSÅ: Kristeligt Dagblads anmeldere: Her er årets bedste bøger

Det er nemlig gået ned ad bakke for Kaan-klanen, der har en lang og stolt tradition for at fortrænge og parkere de traumer, som livet bringer dem. I Annas liv er der mange – og når de dukker op, slår de krabask og sender hende direkte op i halmen, mens hendes sønner, svigerdatter, barnebarn og mand summer rundt på det efterhånden næsten nedlagte hollandske landbrug, der udgør hendes liv.

Hun bliver ramt af en ubændig trang til at skrue tiden tilbage til den skæbnesvangre dag i juni 1969, hvor den gamle dronning kom forbi, da hun kom cyklende med sin lille datter Hanne – og hvor den ulykke indtraf, der afstak deres skæbnes bane. Senere kommer der mange flere ulykker til.

”Juni” skildrer et hollandsk landsbysamfund, hvor alt liv og al udvikling står stille, og hvor den gamle familiestruktur er i opbrud. Kaan-klanen er på godt og ondt forenet af familiens bånd, som de ikke kan bryde, som snærer, men som omvendt synes at være altafgørende vigtige – og som er lige præcis så lange, at de ikke kan nå hinanden. Der er et afhængighedsforhold mellem de midaldrende børn og deres aldrende forældre, som er så dobbeltbundet, at det gør ondt, som når den ældste søn, Klaas, synes, at han hører sin mor kalde på ham fra loftet – og inderligt ønsker, at hun rent faktisk gjorde det:

”Han er otteogfyrre, gud bedre det, og han vil gerne have sin mor til at sige noget kærligt, måske vil han endda have hende til at sige ham, hvad han nu skal gøre.”

Gerbrand Bakker debuterede i 2006 med romanen ”Ovenpå er der stille” (udkom på dansk i 2008), som blandt andet indbragte ham den prestigefyldte Impac-pris. Han har tidligere arbejdet som filmoversætter og gartner, og man fornemmer hans sans for det taktile, hans sans for nuancerne i naturen, som han hele tiden og med stort held bruger som kulisse for sin fortælling om livet på landet, og det er svært at lade være med at sammenligne med danskeren Hans Otto Jørgensen, der bliver ved med at banke på under læsningen af Bakker.

Bakker kan med få og bittesmå rammende scener indhegne et livslangt forhold mellem mor og søn, mellem brødre og mellem ægtefolk. Sproget er fortættet, sanseligt og stramt, og det dirrer med følelser og betydninger ganske som vejret den stegende hede dag i juni, som udgør romanens nutidsspor. Det sitrer og syder og er hele tiden lige ved at eksplodere på en underspillet måde, der imponerer, og som er hudløst loyal, ærlig og meget ukunstlet. Og dermed meget, meget læseværdig.