Vibeke Haugaard Knudsen |
16. december 2011
Synet på spiseforstyrrelser bør ændres. Behandling med fokus på mad stresser og traumatiserer mennesker, skriver Vibeke Haugaard Knudsen
Den 6. december satte Kristeligt Dagblad fokus på spiseforstyrrede, som i årevis bor færdigbehandlede på Rigshospitalet, grundet manglende specialiserede tilbud, som er afgørende for at hjælpe dem videre med deres liv.
LÆS OGSÅ:
Spiseforstyrrede nødt til at bo på RigshospitaletMarianne Hertz, leder og overlæge på Rigshospitalet, udtaler, at sygdommen behandles på hospitalet, og derefter er det de specialiserede tilbud, som skal tage sig af de diagnosticeredes sociale funktioner og ressourcer.
Den måde at opdele behandlingen på stiller jeg mig kritisk og undrende over for, for hvad består behandlingen på Rigshospitalet så af, når det er personens indre liv samt det at være i det sociale liv, som er den primære årsag til symptomerne og den primære årsag til hospitalsopholdet (det handler ikke om mad, men om følelser)? Hvordan kan man tale om ”færdigbehandling” og ”rask nok til udskrivelse”, når man slet ikke har arbejdet med det psykosociale aspekt?
Man må stille sig selv spørgsmålet, om behandlingen ene og alene handler om at få vægten op, og om det er, hvad Marianne Hertz kalder ”rask nok til udskrivelse”?
Min erfaring med behandlingen på hospitalerne er netop denne, at behandlingen kun drejer sig om mad uden hensyn til personens indre ve og vel, og da bliver det efterfølgende endnu sværere at bringe personerne tilbage til et socialt liv.
Det skyldes, at behandling med fokus på mad stresser og traumatiserer mennesker. Derfor vender de tilbage til hospitalet gang på gang, fordi de er blevet afhængige af sygeliggørelsen på afdelingen og ikke har nogen identitet ude i samfundet.
Det grundlæggende behandlingssyn, som Marianne Hertz fremfører og kræver, at kommunerne skal støtte op om ved at betale for opfølgning af hendes ”færdigbehandling” på specialiserede bosteder, bunder i en middelalderlig behandlingsmetode, som dyrker straf/belønning, der visse steder i dag i det danske hospitalsvæsen bliver ført helt ud i det ekstreme; nemlig hvor sonde bliver brugt som forebyggelse!
EN SÅDAN tilgang til mennesket i en moderne tid er katastrofal, for hvor er mennesket henne i en behandling, som kun behandler ”sygdommen”?
Det er unge, forvirrede mennesker, der har forvildet sig ind i en fælde, de ikke kan komme ud af. Hvorfor skal de pålægges at blive behandlet som syge, fordi det gældende behandlingssyn bunder i et manglende kendskab til sindsdynamikken bag adfærden?
Behandlingen bliver traumatiserende, da den unge må lægge sin identitet som almindeligt menneske væk for nu i stedet at lægge fokus uden for sig selv: på mad og vægt udelukkende. Mennesket bliver under behandlingen ikke set og stimuleret – tværtimod er det modsatte påvist.
Der er behov for en grundlæggende ændring i synet på behandling af spiseforstyrrelser, fordi det aktuelle kun er med til at fastholde og gøre tilstanden kronisk hos de lidende.
Det forældede behandlingssyn er med til at skabe et endnu større behov for hjælp fra kommunerne, og spørgsmålet er, om de skal være ansvarlige for dette? Det synspunkt, jeg her har fremlagt, er allerede beskrevet i bøgerne ”Myten om anoreksiens tynde krop” og ”Sandheden bag anoreksiens tynde krop”, som jeg er medforfatter til. Synspunktet er her veldokumenteret, blandt andet er et forsøgsprojekt omtalt med fokus på forebyggelse. Her har det netop været et hovedkrav, at klienterne ikke har været indlagt, da erfaring viser, at indlæggelse resulterer i en ekstrem forværring af tilstanden.
Vibeke Haugaard Knudsen,
BA i teologi, underviser og foredragsholder,
stud.mag. i læring og forandringsprocesser,
Augustagade 5, 3. th., København
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad