Troen er en gave og en opgave

”Jeg kan godt lide det, ellers gjorde jeg det ikke. Juletiden er ekstra hektisk, og dagene går ud i et. Men arbejdet har et meget konkret formål. Jeg har selv mødt nogle af de mennesker, der får julehjælp, og de har det virkelig svært. Så når jeg står på Strøget og spiller ’Et barn er født i Betlehem’, og det nogle gange er mere koldt end hyggeligt, har det en konkret betydning. Det arbejde, vi gør, handler ikke om, at aktionærerne skal have bedre udbytte, men om hjælp til mennesker.

Det giver et særligt ansvar og alvor. Hvis jeg ikke gør mit arbejde ordentligt, er der færre mennesker, der får flæskesteg juleaften. Og hvis jeg glemmer at få mail af sted, og det glipper i trykkeriet, så vi ikke får et indstik med i Kristeligt Dagblad, er der færre, der får julehjælp,” siger Lars Lydholm.

Spørgsmålet er, hvordan han holder til det.

”Jeg har altid haft en stor arbejdskapacitet og er god til at holde mange bolde i luften, mener jeg selv. For mig er det i Frelsens Hær ikke bare et 9 til 16-job, det er en holdning, en livsindstilling – det er vigtigt eksistentielt.

Derudover handler det også om at skabe sig nogle frirum og pauser. Jeg kan godt lide at løbe og træner til både halv- og helmaraton. Jeg har et job, hvor jeg er uniformeret, og når jeg kommer hjem, skifter jeg til løbetøj. Jeg løber 10 til 14 kilometer tre-fire gange om ugen og har løbet 15-20 halvmaratoner og otte maratonløb. Jeg begyndte på det for otte år siden for at komme i bedre form, og med det job, jeg har, betyder det, at jeg ikke bliver så stresset.

Jeg er blevet udfordret af Frelsens Hær i England til at løbe London Marathon til april. Det bekymrer mig ikke, men de vil gerne have, at jeg samler ind til et herberg i London, og jeg har lovet at skaffe 2000 pund fra sponsorer. Det er der ikke så stor tradition for i Danmark, men jeg skal lige skaffe 200 sponsorer af 100 kroner.

Samtidig er musik vigtig for mig. Jeg spiller i musikkorps, havde musik som hovedfag på Sankt Annæ Gymnasium, og jeg elsker popmusik, jazz og klassisk. I aften skal jeg ind i DR’s nye koncertsal og høre ’Messias’. Så for mig gælder det om at skabe små frirum rundt om mig selv. Det er vigtigt, når man kan lide sit arbejde og brænder for det, som jeg gør. Derfor arbejder jeg også gerne mere end 37 timer om ugen, fordi jeg på alle planer føler, at jeg har et arbejde, der gør en forskel for andre mennesker,” siger Lars Lydholm.

Han går gerne offentligt ud med en politisk melding. Som da tidligere socialminister Eva Kjer Hansen (V) for nogle år siden sagde, at der var kommet flere fattige i Danmark, men efter dekret fra sin statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), måtte trække udtalelsen tilbage. Det var Lars Lydholm ikke enig i.

”Jeg meldte markant ud og fik en opringning og en hilsen fra en spindoktor. Også den nuværende fattigdomsdebat er gået skævt. Der bliver valgt en uheldig case til at bevise, at der er fattige i Danmark, den såkaldte ’Carina-sag’, og det er dumt og ærgerligt, fordi man dermed giver folk opfattelsen af, at der ingen fattigdom er.

Ifølge OECD’s fattigdomsgrænse og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der herhjemme 234.000 personer, der lever for under halvdelen af gennemsnitsindkomsten, hvilket uofficielt bruges som fattigdomsgrænse. Der er tusindvis af fattige, og dem kommer Carina-debatten, hvor det viste sig, at en kontanthjælpsmodtager havde 5000 kroner om måneden at leve for, efter at alle udgifter var betalt, til at træde på.

Det samme gælder debatten om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde. Det er lidt mærkeligt i en tid, hvor ledigheden stiger. Jeg har folk i familien, der leder efter job, og folk fra Frelsens Hær, der er blevet arbejdsløse. Det har de aldrig været før. Det bliver lidt kunstigt, når man siger, at kontanthjælpsmodtagere skal lede efter arbejde, når der ikke er noget arbejde til dem.”

Lars Lydholm bliver ofte af folk på gaden stillet spørgsmålet: Er det ikke folks egen skyld, at de er fattige?

”Svaret er, ja, det er det i nogle tilfælde. Der er nogle familier, der har truffet dumme valg. Men når en mand er faldet i søen og er ved at drukne, prøver man at redde ham. Det gælder også folk i nød. Og selv om nogle selv har truffet dumme valg, er det aldrig børnenes skyld.

Når vi går tæt på de familier, vi har med at gøre, ser vi, at der er rigtig gode grunde til, at de ikke har fået et arbejde. For et par år siden lavede vi en undersøgelse, der viste, at der var overraskende mange med gode uddannelser iblandt dem. Men det var kendetegnende, at der var sket noget, der havde vendt op og ned på tilværelsen. Mange levede med en diagnose hos sig selv eller deres børn, og det var årsag til deres situation. De burde slet ikke være på kontanthjælp, men det er en anden snak.”

På få år er antallet af ansøgninger til Frelsens Hær om julehjælp steget fra 7000 i 2008 til 12.000 i år. Den store stigning har fået organisationen til at fokusere på familiearbejde hele året i form af familieværksteder, ansættelse af familiekonsulenter, etablering af bisidder-funktion og flere tilbud om ferier og udflugter.

”Vi måtte sadle om. Det er ikke længere nok at sige ’god jul’ til dem en gang om året. Private organisationer som os kan arbejde på andre måder end offentlige. Der er en kæmpe forskel på, om du som enlig mor skal sidde på et offentligt kontor og forklare din situation, eller om du sidder i dit eget hjem. Vi får helt andre ting at vide, som for eksempel, at ’Sofus ikke har været i skole i tre uger’. Ofte handler det jo om flere problemer, end at man skal se at finde sig et arbejde. Folk med massive problemer har brug for, at der ikke kun bliver set på enkeltheder, men på hele familiens situation. Det er det, vi prøver at gøre.

Der er med den nye regering bebudet et skift i socialpolitikken, hvor man vil sløjfe fattigdomsydelser, og det hilser jeg velkommen, for Frelsens Hær har været en skarp kritiker af de ydelser. Ligesom vi hilser velkommen, at man vil gå aktivt ind i arbejdet for at finde et officielt fattigdomskriterium,” siger Lars Lydholm.

For ham går troen og det sociale engagement hånd i hånd. Han er vokset op i Frelsens Hær, hvor begge hans forældre var officerer og præster. Han er den ældste af tre søskende, og på grund af forældrenes engagement i hæren var han flyttet omkring og havde gået i seks forskellige skoler, inden han fyldte 11 år . Han har boet i Rønne, Nakskov, Helsingør, Horsens, Aalborg, London og Hvidovre. Hans forældre, der netop er blevet pensionerede, har siden arbejdet for Frelsens Hær i Rusland, Finland og Norge.

”Det er klart, at det har præget mig. Jeg har været vant til fra barndommen at optræde på plejehjem og andre steder, og at der sad sprittere på trappestenen, og at min mor smurte madpakke til dem. Jeg har fejret juleaften med hjemløse og andet godtfolk. Der har været mange rejser og oplevelser, men jeg har også set samfundets skyggeside.

Jeg er et kristent menneske. Troen og gennemtænkningen af den er en vigtig dimension for mig. Den er det, som min tilværelse bygger på, grundtonen i mit liv og også grunden til, at jeg har brugt syv år på at læse teologi.

For mig at se hænger tro og tvivl sammen. I nogle kredse er man bange for tvivl, fordi man ser det som troens modsætning. Jeg ser det som troens følgesvend. Og for mig er det vigtigt, at troen bliver udfordret. Bibelen er en bog, som udfordrer os, men vi udfordrer også den med vores spørgsmål,” siger Lars Lydholm og vender tilbage til William Booth, der grundlagde Frelsens Hær i England i 1865.

”Han formulerede et slagord eller slogan, som er blevet Frelsens Hærs sjæl eller dna. Han sagde: ’Soup, Soap, Salvation’. ’Suppe, sæbe, frelse’ udtrykker jo meget klart Frelsens Hærs identitet – vi ser mennesker som en helhed. Det evangeliske og det diakonale hænger uløseligt sammen. Kirke og gudstjeneste er ikke kun det, der foregår søndag formiddag. Det er også en kirkelig handling, når vi i samme lokale øser suppe op om mandagen.

Frelsens Hær er ikke en bekendelsesløs socialorganisation, vi er en bekendende kirke. Men kirken og troen kan heller ikke blot indsnævres til gudstjenestens tid og rum. Troen har konsekvenser i hverdagen. Frelsens Hær blev født på gaden, og når den fungerer godt, så fungerer den også på gaden. ’Soup, soap, salvation’ udtrykker denne helhedsforståelse af mennesker og af kirkens mission. Suppen handler om, at møde menneskers umiddelbare behov. Sæben handler om værdighed, at hjælpe folk videre til et værdigt liv. Frelsens Hær handler om, at vi ønsker at indbyde og lede mennesker ind i et fællesskab – lade dem vide, at de er omfattet af Guds nåde og kærlighed.

På den måde er troen en gave og en opgave.”