Storbritannien slår vindebroen op

Teknisk sker der det, at siden briterne nedlagde veto mod en ny traktat, hvilket kræver enstemmighed blandt samtlige 27 medlemslande, løftes eurolandenes ønske om en finanspagt ud af traktatgrundlaget og gøres til en mellemstatslig aftale om forstærket samarbejde, som landene uden for euroen inviteres til at deltage i.

Med denne manøvre, som der er mulighed for i Lissabon-traktaten, blev Cameron fuldstændig isoleret på EU-topmødet, og Storbritannien fremstår efterfølgende udenrigspolitisk svækket, som man ikke har set i mange år.

Hvordan det kunne komme så vidt, er noget af en gåde. Regeringen i London har en af verdens bedste udenrigstjenester til sin rådighed, og det havde forud for topmødet bestemt ikke skortet på signaler fra Berlin og Paris om, hvor man ville hen, og hvor fast besluttet man var på, at det skulle ske.

PÅ SAMME MÅDE som efter fejlvurderingen for at halvt århundrede siden vil briterne blive tvunget til at bruge kræfter på at få indflydelse på et nyt samarbejde, som man burde have gået ind i fra starten. Og der er ikke noget alternativ.

Det er – undskyld udtrykket – direkte naivt, når Cameron i ugens løb har sagt, at Storbritannien fortsat vil kunne beskytte sine vitale interesser i det indre marked. Han vil hurtigt opdage, at vigtige beslutninger om det indre marked enten vil rykke til kredsen af deltagere i den kommende finanspagt eller blive truffet med kvalificeret flertal blandt de 27 lande.

Selvmål? Det er mere end det. For at gøre ondt værre har det britiske veto mod et ønske fra eurogruppen, hvor Storbritannien ikke er med, fremkaldt stor bitterhed blandt de andre, og det vil London snart få at føle. Goodwill-kontoen står i minus.

Splittelsen er også skidt for hele Europa. Det europæiske samarbejde vil fremadrettet mangle den liberale tilgang til den økonomiske politik og den understregning af frihandel, som briterne traditionelt står for, og som på en sund måde har afbalanceret den tyske og franske tilgang.

Hertil kommer, at splittelsen bryder med grundprincippet om, at alle skal være enige, når EU bevæger sig fremad, og endelig vil Europas globale gennemslagskraft blive svækket, når et af de største lande er blevet sejlet agterud.

HJEMME VIL premierminister Cameron uden tvivl høste en politisk gevinst i sit eget stadig mere EU-skeptiske konservative parti. Men den bliver kortvarig. Efterhånden som det kommer for en dag, at Storbritanniens indflydelse svækkes markant i EU, vil hans egne skærpe kravene om britisk udtræden af det europæiske samarbejde.

Den EU-skeptiske holdning i det konservative parti bygger blandt andet på en udenrigspolitisk forestilling om, at jo mere man holder afstand til Europa, jo mere attraktiv vil Storbritannien være som partner for USA. Men det forholder sig nøjagtig modsat.

Svækkes den britiske indflydelse i EU, vil amerikanerne i endnu højere grad styrke samarbejdet med de hovedstæder, der virkelig betyder noget i europæisk sammenhæng. Det såkaldt specielle forhold til USA, der nostalgisk dyrkes i London, vil lide skade, fordi briterne ganske enkelt bliver mindre interessante for USA.

Bundlinjen er altså, at skal man trække det skarpt op, så har Cameron med sit veto svækket to hovedhjørnesten i britisk udenrigspolitik, nemlig forholdet til både Europa og USA.

Er den britiske enegang begyndelsen til udtræden af EU? Spørgsmålet er nærliggende, om end det byder én imod at forsøge at tænke tanken til ende. Intet kan udelukkes, men konsekvenserne vil være så vidtrækkende, at man må håbe, der vil indtræde en besindelse, når det virkelig bliver klart, hvad der skete på topmødet.

Det mest sandsynlige er, at Storbritannien som i 1950’erne og 1960’erne vil forsøge at gøre skaden på sig selv god igen ved at søge indflydelse i det nye europæiske samarbejde, som er undervejs. Men det bliver i sandhed op ad bakke.