Søren Hermansen |
16. december 2011
Synes De titlen ”Anonyme Romantikere” minder Dem om noget? Så er det ikke helt forkert, men her er det ikke alkoholikere eller stofmisbrugere, der mødes i en kreds ugentligt for at tale om deres misbrug. Her er det folk, der er for emotionelle eller sensitive og ikke rigtig kan fungere let og ubekymret rent socialt, selvom de har store talenter.
LÆS OGSÅ: Børnenes jagt på livets træAngélique er en køn, ung kvinde, der er uddannet chokolatier. Hun er ikke bare dygtig. Hun er eminent, men hver gang hun skal have menneskelig kontakt med andre, besvimer hun eller siger de forkerte ting. Hun er en social nørd. Hun er med i en kreds, hvor de forskellige beretter om deres problemer, og hvor man støtter hinanden ligesom i Anonyme Alkoholikere.
Hun søger arbejde i chokoladebranchen og er til jobsamtale hos direktøren på en gammeldags chokoladefabrik, hvor det går dårligt. Direktøren Jean-René er som Angélique en social nørd, der dagligt går til psykolog med sine kontaktproblemer. Han er bange for næsten alt og især noget nyt. Det er ikke let at være ham, der længes efter en kvinde, men aldrig tør lukke nogen ind.
Jobsamtalen ender med, at Angélique bliver ansat. I første omgang tror hun, at hun skal være chokolatier, men til hendes rædsel går det op for hende, at hun skal være sælger. Hun gentager mantra-agtigt før hvert besøg, at hun har selvtillid, hvad hun har lige så lidt af, som der er peber i hendes chokolade.
Jean-René får af sin psykolog små opgaver, han skal løse, såsom at invitere en ud og røre ved nogen, og hver gang er det stakkels Angélique, der bliver prøvekluden. Da de to er ude at spise på restaurant, er pinagtighederne meget underholdende. Angélique og Jean-René forelsker sig selvfølgelig i hinanden, men ingen af dem kan det sociale spil, som kærligheden også kræver. Men ”pinlighederne” udvikler sig selvfølgelig.
Igen har fransk film formået at præsentere en let, charmerende og livsbekræftende film, hvor der er håb for selv nørderne.
Anonyme Romantikere. Frankrig 2010. Instruktion: Jean-Pierre Améris. Premiere i tre biografer.