Kirstine Dalsgaard Larsen |
16. december 2011
Frivillighedsåret blev i går officielt rundet af med en konference, der ikke satte punktum for, men komma i udviklingen af det frivillige Danmark. For måske skal frivillighed i fremtiden ikke bare lempes ind, men skemalægges og forventes
Spørgsmålene om, hvad frivillige kan, må og måske skal er langtfra endeligt besvaret. Det viste gårsdagens konference Medborgerskab på hverdagslivets arenaer, der var den officielle afslutning for det europæiske frivillighedsår i Danmark, men langtfra et punktum for frivilligheden.
LÆS OGSÅ: Frivillighedsåret, der kom, skabte fokus og gikFra arrangørerne, den nationale styregruppe for frivillighedsåret og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, blev der snarere lagt op til et videre og endnu mere ambitiøst arbejde for fremme af medborgerskab og frivilligt arbejde, mens flere af dagens programpunkter fortsatte årets diskussioner om, hvor grænserne for frivillighed skal gå.
Formanden for Frivilligrådet, Susanne Larsen, lagde da i sin åbningstale heller ikke skjul på, at arbejdstøjet skal blive på.
”Vil vi bare vende tilbage til skåltalerne igen? Nej, jeg både tror og ved, at vi ikke kan stoppes nu. Jeg tror af indlysende årsager, at vores fælles ansvar og pligt til at tage hånd om og drage omsorg for vores medmennesker er alt for vigtigt til at begrænse det til et kalenderår,” sagde hun, men lagde blandt andet med en bøn til social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S), der havde måtte aflyse, vægt på, at der også fortsat må arbejdes på rammerne for det frivillige arbejde.
Og den bold tog paneldebatten om medborgerskab og frivilligt arbejde på arbejdspladsen op. Susanne Larsen stillede op mod Villy Dyhr, forbundssekretær i fagforeningen HK, og Lars Goldschmidt, direktør i DI – Organisation for Erhvervslivet under ledelse af journalist og ordstyrer Mette Vibe Utzon. Nogle minutter inde i diskussionen opridsede hun uden protester holdningerne: arbejdsgiverne ser gerne, at medarbejderne engagerer sig alt det, de vil, så længe det er uden for arbejdstiden, arbejdstagerne er også begejstrerede, så længe det ikke tilnærmelsesvist truer deres stillinger og faglighed. Og de frivillige vil gerne have mere fleksibilitet og en dialog om, hvorvidt frivilligt arbejde netop kan være en del af arbejdslivet arrangeret i samarbejde med arbejdsgivere og arbejdstagere.
”Det, jeg opponerer imod, er forestillingen om, at man skal være betalt af virksomheden for at lave frivilligt arbejde. Så mister det ligesom karakter af frivilligt arbejde og bliver betalt arbejde, man muligvis ikke er særlig god til,” sagde Lars Goldschmidt, men tilføjede dog, at virksomheder kan udvise fleksibilitet i tilrettelæggelsen af medarbejdernes arbejdstid, så frivilligt arbejde ved siden af bliver muligt.
I sidste ende kunne parterne blive enige om en højere grad af åbenhed og dialog om spilleregler for samspillet mellem frivilligheden og arbejdslivet. Og om, at frivilligt arbejde for alt i verden skal være frivilligt. Et dogme, som ph.d. og ekspert i USA Mads Fuglede dog senere satte spørgsmålstegn ved i sit oplæg om et land, der næsten udelukkende baserer sit sociale arbejde på den frivillige indsats. Et land, hvor samfundet, familien og endog arbejdsgiverne forventer, at man giver en hånd med.
”Det glæder mig meget at se, at man kan tage en diskussion om, ikke hvad en stat kan gøre for os, men hvad man som borger kan gøre for sine nærmeste omkring sig. For hvis man ikke gør det, så er det hele ikke ret meget værd. Og det har amerikanerne set meget klarere end os,” sagde han.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad