På bostedet fik hun livet tilbage

Men for personalet på den almene psykiatriske børneafdeling bliver Stine en faglig udfordring, som nok tages op, men som de aldrig formår at klare. Den sultende pige kæmper så meget imod, at personalet på et tidspunkt giver op, og så overflyttes Stine til den lukkede afdeling, hvor tvangsernæring og bæltefiksering bliver hverdag. Én gang er hun bæltefikseret i seks en halv uge i træk – også selvom hun i slutningen af perioden fysisk er uden for livsfare. Men lægerne vurderer, at det er sikrest at fastholde hende, for at hun ikke begynder at tvangsmotionere igen. Perioden på den lukkede afdeling erindrer Stine som den sorteste nogensinde.

”I dag har jeg har svært ved at komme tilbage dertil i tankerne - det hele forekommer mig tåget. Jeg kan slet ikke forstå, at det er mig. Jeg lukkede mig inde i mig selv og registrerede ikke noget omkring mig. Der var ikke noget at være til for, alting var tomt, og det hele drejede sig om sondemaden, siger hun og fortæller, at hun nærmest kæmpede for ikke at blive rask.
”Opholdet på den lukkede gav mig bare endnu mere lyst til at holde fast i spiseforstyrrelsen - jeg havde jo ikke intet andet at kæmpe for. Det var alt, jeg havde i mit liv,” siger Stine og fortæller, at hun også periodevis fik antipsykotisk medicin.

På et tidspunkt flyttes den jyske teenagepige til et hospital i en anden landsdel, fordi man vil se, om luftforandring kan ændre på Stines sygdomstilstand. Og udadtil ser det ud til, at strategien virker - den 16-årige pige begynder at tage på i vægt.  Men samtidig med at kiloene ryger på, bliver hendes mentale tilstand værre.

”Jeg blev endnu mere trist og indelukket. Sagde slet ingenting. Jeg sørgede over, at jeg begyndte at tage på og frygtede at overvinde anoreksien, som jo var mit eneste faste holdepunkt i livet. Skulle det ske, jeg kom til at smile eller grine, straffede jeg bagefter mig selv ved at tænke, at jeg var svag og havde givet efter,” siger hun.
På et tidspunkt kommer lægerne frem til, at de lange hospitalsindlæggelser ikke er den rigtige løsning i længden. Da har Stine med få korte afbrydelser været indlagt i næsten fire år i træk. Men nu får hun bevilliget et ophold på et socialpædagogisk opholdssted i Nordjylland, hvor de har speciale i spiseforstyrrelser.
Stine får dispensation til at blive indskrevet på bostedet, for egentlig vejer hun ikke nok, til at de under normale omstændigheder vil tage hende. Men Stines voldsomme sygdomsforløb og behovet for at prøve noget nyt betyder, at de tager chancen – dog med mulighed for genindlæggelse på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov ved Aarhus, hvis ikke hun som forventet får det bedre og begynder at tage på.
På bostedet skal Stine igennem et intensivt forløb, hvor hun skal trænes til at leve et helt normalt liv blandt andre mennesker, lære at tage vare på sig selv, få handlet ind, lavet fornuftig mad og ikke mindst at kunne spise normalt og i selskab med andre mennesker. Alt sammen noget, den 16-årige pige ikke er i stand til, da hun flytter ind. I fire år har hun været fuldstændig socialt isoleret uden plads til andet end kampen mod maden og hospitalspersonalet.

Det første lange stykke tid er rigtig svær for Stine, og med hende på bostedet flytter også alle de dårlige vaner, som spiseforstyrrelsens har tillagt hende. Stine spiser således i flere måneder alene uden selskab af de andre unge på bostedet - og det er pædagogerne, der med en ske må made hende - hun kan ikke holde ud selv at føre maden ind i munden - så føler hun, at hun svigter anoreksien. I en lang periode nægter hun også at sidde ned, fordi hun er sikker på, at hun forbrænder markant flere kalorier ved at stå op, og det sociale samvær med de andre unge fravælger hun helt.
Men på institutionen holder de fast i, at Stine skal lære at leve et helt normalt liv. Ikke fra den ene dag til den anden, men med tiden. Dagene er skemalagte med huslige pligter, faste spisetider og deltagelse i sociale arrangementer, og gradvis begynder der, at ske nogle ændringer i den unge piges liv.
Hun oplever, at personalet vil forhandle med hende og ikke forlanger, at alt forandres på en dag. De overtaler hende til at sidde ned to gange en halv time om dagen – til gengæld får hun lov at cykle en tur senere, uden det opfattes som overmotionering. Hun mærker, at pædagogerne er personlige og hele mennesker, der også indvier de unge i deres eget liv og gerne giver knus og kram, når der er behov for det.
”På hospitalet var jeg i en patientrolle. Jeg var omgivet af sygdom  hele tiden og forsøgte med alle midler at holde fast i anoreksien. Jeg så jo ikke andet omkring mig, der var værd at kæmpe for. Jeg manglede at se, hvad livet også kunne være,” siger Stine, der begynder at opleve glæden ved socialt samvær, da hun kan holde ud at spise sine måltider sammen med de andre.

På bostedet er man indstillet på at tage individuelle hensyn, og da Stine er parat til at gå lidt i skole igen, arrangerer pædagogerne på stedet, at der komme en lærer ud og underviser hende alene. Hun får på den måde taget sine niendeklasses eksamener i dansk, engelsk og matematik og begynder med tiden også at vove sig ud i weekenderne med sine jævnaldrende.
Da hun fylder 18 år og har boet på institutionen i næsten to år, får Stine for første gang i sit liv en kæreste og endnu et vigtigt bevis på,  at livet vitterligt har andet at byde på end vægtkontroller og skemalagte måltider.
”Da jeg begyndte at komme sammen med min nuværende kæreste, var det en af de første gange i mange år, jeg følte mig rigtig glad. Selvom han ikke før havde haft et langt forhold og havde svært ved at overholde aftaler i starten, hvilket var rigtig hårdt, var det alligevel godt at have noget normalt at fokusere på. Det var nemmere at skulle bekymre sig om en kæreste, der ikke kunne komme til tiden, end at tænke på et måltid man bare ikke kunne få ned,” siger hun.
I dag læser Stine enkeltfag på VUC og bor alene i en såkaldt udslusningslejlighed, hvor der stadig er kontakt til det nærliggende bosted. De besøger hende ugentligt, og hun kan altid henvende sig, hvis hun har problemer. Det er der heldigvis sjældent i dagligdagen. Men trods tre års ophold på det specialiserede bosted er der stadig ting fra fortiden, der spøger.
”Jeg bærer rundt på en kæmpe sorg over alle de år af mit liv, jeg har mistet, og som jeg aldrig nogensinde får tilbage. Det kan gøre mig rigtig, rigtig ked af det at tænke på, og det er noget af det, jeg skal have bearbejdet. For som jeg har det nu, ville jeg ønske, at jeg var kommet til bostedet tidligere - så havde jeg måske spildt lidt færre af mine leveår på anoreksien,” siger hun.
 

Stine er et opdigtet navn, fordi hovedpersonen har ønsket at være anonym.  Redaktionen er bekendt med hendes rigtige identitet.