Fantasi giver lindring

”Gummi-Tarzan” er historien om Ivan Olsen, der er lille af sin alder og ingen kræfter har. Han er ikke særlig dygtig i skolen. Bogstaverne ligner myrer, der myldrer rundt i en myretue, synes han, og han kan ikke finde ud af at sætte dem sammen til ord. Han duer heller ikke til at spytte langspyt, og på fodboldbanen sparker han et hul i jorden i stedet for at ramme bolden. I skolen får han dagligt tæsk og buksevand af de store drenge, og når han kommer hjem fra skole, er der heller ikke megen forståelse at hente.

Hans far vil have Ivan til at blive et ordentligt mandfolk, og for at illustrere, hvad et rigtigt mandfolk er, kommer faderen en dag hjem med en bog under armen. Bogen hedder ”Tarzan i urskoven”. Ivan skal lære at klatre i træer og svinge sig fra gren til gren ligesom Tarzan, men Ivan kan ikke, og da han hele tiden falder ned fra træet og får næseblod, kalder hans far ham for ”en værre Gummi-Tarzan”.

”Jeg var helt klart en Ivan Olsen, og det var vi i virkeligheden alle sammen, fordi enten så fik man tæsk og blev drillet, eller også så var man med til det. Hierarkierne kunne skifte hele tiden, og derfor gik de situationer, der er beskrevet i ’Gummi-Tarzan’, rent ind,” siger Manu Sareen og tilføjer:

”Jeg ønskede virkelig i mit lillebitte fjerdeklasse-sind, at jeg kunne blive lavet om, så jeg lige pludselig var vældig stærk og super god til at spille fodbold.”

Det drømmescenarium bliver opfyldt for Ivan Olsen. Han møder en venlig heks, der giver ham lov til at få opfyldt ét ønske. Ivan kan ikke vælge og ender med at ønske, at han vil være god til det hele, og det får han lov til, men kun for en enkelt dag. Denne ene dag bliver alting vendt på hovedet. Nu er det pludselig Ivan, der giver de store drenge buksevand, og ham, der uden besvær kan ramme lygtepælen, når de konkurrerer i langspyt. Han kan også læse verdens største bog og score mål på fodboldbanen, og så kan han løfte sin far op i et træ, hvorefter faderen falder ned og får næseblod.

Manu Sareen har læst mange bøger højt for sine tre børn, og ”Gummi-Tarzan” vender han altid tilbage til, fordi den er så sjov og mundret og med masser af dialog, der gør den oplagt til, at man kan lægge sin stemme i forskellige tonelejer Men som voksen har han også fundet nye lag i fortællingen. I dag finder han det oplagt, at bogen handler om mobning, men da han var barn, tænkte han ikke over det, da var det bare en historie fra virkeligheden.

”Det fantastiske ved Ole Lund Kirkegaard er, at han skriver i øjenhøjde med børnene og aldrig taler ned til dem. Sådan som han skriver, sådan var det simpelthen. Jeg tror, det handler om, at han var lærer, for når man selv kender til børn og har arbejdet med dem, så taler man ikke ned til dem,” siger Manu Sareen, der kalder Ole Lund Kirke-gaard Danmarks allerstørste børnebogsforfatter.

Der har gennem tiden været gisnet om, at det var Ole Lund Kirkegaards egen barndom, han skrev om. I Jens Andersens biografi om forfatteren, der udkom i 2010, refereres til et interview, Ole Lund Kirkegaard gav til Alt for Damerne i efteråret 1978. I det siger han blandt andet: ”Jeg var da ikke glad for min barndom. Mine bøger har bare ikke noget som helst med det at gøre. De handler om børn nu. Og det er ikke noget med, at jeg sidder og fedter i min egen barndom, når jeg skriver.”

Det handler om børn nu, siger Ole Lund Kirkegaard, men selvom hans ”nu” var i 1970’erne, så handler hans bøger, og især ”Gummi-Tarzan”, også om børn i dag – og måske om børn til alle tider, og derfor har den ifølge Manu Sareen udpræget klassikerstatus.

”Det er klart, at ’Gummi-Tarazan’ også er et tidsbillede, eksempelvis er det mandeideal, den beskriver, jo langtfra gældende i dag, men psykologien i den holder altså fuldstændig. Man finder jo ikke et barn i det her land, der ikke er blevet drillet på et eller andet tidspunkt. Den bliver ved med at være relevant for børn selv at læse, og især vil forældre blive ved med at læse den højt, fordi de selv har den med fra deres egen barndom. Det ses jo tydeligt på salget af børnelitteratur, at det stadig er gamle klassikere som Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaard, der sælger,” siger han.

Bogen blev filmatiseret i 1981 med Søren Kragh-Jacobsen som instruktør og Hans Hansen som medforfatter.

Filmen blev indbegrebet af dansk børnefilm og er i dag mindst lige så berømt som Ole Lund Kirkegaards litterære forlæg. Søren Kragh-Jacobsen og Hans Hansen har gentolket den oprindelige historie, så den er stærkere forankret i virkeligheden.

Heksen er udeladt, og i stedet møder Ivan Olsen en kranfører, spillet af Otto Brandenburg, der udtaler den berømte sætning: ”Der er altid noget, man er god til, det er bare om at finde ud af, hvad det er.”

Selvom filmen er mere jordnær end romanen, er den magiske realisme intakt ligesom den fantasi, der fylder så meget af børns verden.

Der er ikke noget ”og-de-levede-lykkeligt-til-deres-dages-ende” over ”Gummi-Tarzan”. Slutningen kan derimod virke decideret sørgelig, for Ivan Olsen har jo kun succes denne ene dag, hvorefter han er tilbage i den daglige trummerum med drillerier og buksevand og en far, der partout vil have ham til at være noget, han slet ikke er.

”Ivan er tilbage, hvor han kom fra, og det er jo i virkeligheden ret brutalt og en påmindelse til os om, at træerne på ingen måde vokser ind i himlen. På samme måde er det i mine bøger om Iqbal. Han oplever også alt muligt eventyrligt, men ender altid tilbage i rollen som antihelt,” siger Manu Sareen og fortsætter:

”Når der sker noget med vores børn, så trøster vi dem, og hvis de falder og slår hul på knæet, så puster vi på såret. Det hjælper jo ikke, men trøst og pust giver en øjeblikkelig lindring. Når vi læser ’Gummi-Tarzan’, så føler vi med Ivan, vi har ondt af ham, og vi har sympati for ham, og når han kommer tilbage fra fantasien til sin virkelighed som antihelt, så er det ligesom at blive pustet på knæet. Han og vi har fået lindring, og så kan vi bedre holde det ud. Fantasien giver Ivan Olsen lindring, fordi den i et kort øjeblik giver ham en distance til virkeligheden. Der er masser af fantasi og magi i ’Gummi-Tarzan’, men Ole Lund Kirkegaard holder os hele tiden nede på jorden, og det er den kombination, der gør romanen så fantastisk,” mener Manu Sareen.

”Gummi-Tarzan” er ligesom flere andre af Ole Lund Kirkegaards bøger oversat til mange sprog.

Da bogen skulle udkomme i Tyskland, bad den tyske forlægger forfatteren om at ændre på slutningen. Han mente ikke, at de tyske børn kunne bære, at alting var tilbage ved start for Ivan Olsen.

Men som Ole Lund Kirkegaard sagde til forlæggeren: ”Der er ingen lykkelig her-og-nu-slutning, og der kommer ikke nogen heks og hjælper dig, hvis du ikke kan læse. Det er og bliver et hårdt slid at lære at læse, men hvis vi hjælper hinanden, lykkes det måske, men ikke her og nu.”

washuus@k.dk