Morten Mikkelsen, Lars Henriksen |
17. december 2011
Finanskrisen får os ikke til at droppe julegaverne, men ifølge eksperter har forbrugsmønstret ændret sig. Nøjsomhed, snusfornuft og værdi for pengene har afløst tidligere tiders mærkevare- og designjul
Den traditionelle julepynt i fint design fra Georg Jensen har været storsælgende i årevis. Men ikke længere. For man kan jo ikke bruge den til så meget og endda kun i kort tid. Så er det bedre med en god stegepande eller en elektronisk p-skive, der oven i købet sparer én penge.
Tendensen er klar, melder en række butikskæder: Danskerne er begyndt at købe mere fornuftigt og funktionelt, når de køber julegaver. Det oplever man blandt andet i landets 156 Imerco-butikker, fortæller administrerende direktør Villy Gravengaard:
”Jeg tror, man kan sige, at krisen har gjort forbrugerne til bedre købmænd. Vi sælger færre designervarer og flere gryder og pander – formentlig fordi vi bedre kan se fornuften i det.”
Den samme udvikling har såvel brancheorganisationen Dansk Erhverv som flere analytikere af forbrugeradfærd bemærket. Julen og julegaverne betyder for meget for os til, at vi vil skrue ned for forbruget. I stedet anstrenger vi os meget for, at pengene skal række længere, og gaverne bliver mere fornuftige.
”Branchens forventning er, at vi i kroner og øre kun oplever en lille nedgang. Selvom der er krise, vil vi hellere spare andre steder end på julegaverne. Især holder vi fast i, at børnene skal have gaver. Men vi kan se en forskydning i retning af mere funktionelle og varige gaver, og især gavekort er i klar fremgang i år,” siger Lone Rasmussen, forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv.
LÆS OGSÅ: Forbrugsfest med omtankeHun ser gavekortene som udtryk for, at vi ikke længere synes, pengene rækker til, at vi får gaver, vi ikke kan bruge eller ikke får byttet, og som derfor bare ligger og fylder op i skabet.
I Retail Institute Scandinavia, som analyserer forbrugertendenser, fremhæver seniorkonsulent Mette Skov-gaard Frich også sparsommelighed og nøjsomhed som to hovedtendenser i årets julehandel. Firmaet har før julehandelen interviewet et repræsentativt udvalg af forbrugere om deres planer. Konklusionen er, at de fleste forventer et uændret juleforbrug, men der er klart flere, som planlægger at skrue ned end op for julehandelen.
”Jagten på værdi for pengene er stor, og nøjsomhedstendensen fylder meget i øjeblikket. Vi bruger stadig penge, men vi tænker mere over, hvordan vi prioriterer, disponerer og planlægger vores køb, end vi gjorde, før finanskrisen satte ind,” siger Mette Skovgaard Frich og tilføjer, at denne udvikling er blevet stadig mere tydelig, efterhånden som finanskrisens alvor er gået op for danskerne:
”Krisen har især ført til, at middelklassens forsøg på at iscenesætte sig selv som velhavere med designertasker og luksussolbriller er hørt op. Statussymboler og mærkevarer er yt. Men selvom julen er dyr, er den stadig særlig vigtig i krisetider, fordi den er fuld af tryghed, tradition og nostalgi. Derfor prøver vi i stedet at strække pengene lidt længere.”
henriksen@k.dkmikkelsen@k.dkdanmark side 2
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad