Québecs hyggelige labyrinter

De første indbyggere kom fra Normandiet i Frankrig og fortsatte med at bygge traditionelle stenhuse, som dog måtte tilpasses det barske klima på disse kanter.

En sommerdag kan let være varmere end hos os her i Skandinavien, men vintrene er desto koldere, og sneen lægger sig som et tykt lag over byen i de måneder, hvor temperaturen er et godt stykke under frysepunktet. Selv i vinterens dyb mødes folk dog langvejsfra til Québecs årlige vinterkarneval, hvor man konkurrerer om at bygge skulpturer af is.

Fra forbjerget fører stejle gader og endda en kabelbane til den nedre by, der ikke lader den øvre noget efter i skønhed. De fleste har dog foretrukket at bo i sikkerhed bag murene i Nordamerikas eneste befæstede by; mure, som dog ikke kunne forhindre, at provinsen gled Frankrig af hænde efter slaget på Abraham-sletten uden for bymuren i 1759. Siden har man været under den britiske krone – og er det den dag i dag.

Det mærker man dog ikke meget til her, hvor Canadas flag med ahornbladet næsten aldrig ses.

I stedet ses le fleurdelisé, det smukke blå provinsflag med det hvide kors, en genoptagelse af et gammelt fransk flag, der endda her er forsynet med franske liljer i hjørnerne.

Disse symboler fra det franske kongerige er for længst afskaffet i moderlandet, men de giver alligevel mening her hos de eneste franske, der stadig lever i et monarki: I citadellet ved Abraham-sletten, som er delvis åbent for offentligheden, residerer dronning Elizabeths provinsguvernør.

Den franske andel i hele Canadas identitet bliver for alvor klar, hvis man begiver sig til de to store bygningskomplekser fra 1600-tallet, Ursulinerklostret med sin imponerende kirke gemt bag husene, som tilbød skolegang til indianske piger, og Séminaire-komplekset bag den smukke Notre-Dame-katedral.

De store bygninger husede et seminarium, der uddannede præster og missionærer til at virke blandt indianerne, men blev i 1800-tallet til et egentligt universitet, Université Laval. I en af fløjene findes Museet for det Franske Amerika, som blandt andet fortæller, hvordan ahornbladet, Canadas symbol, oprindeligt stod for de franske nordamerikanere, hvordan nationalsangen, ”Ô Canada”, blev skrevet her i byen , og hvordan USA’s oprør i 1776 standsede ved Québec-provinsens grænser, som dermed bevarede Canada i den engelske konges hænder.

Canada har altså meget at takke Québec for, men det modsatte har ikke altid været tilfældet. Faktisk har provinsen flere gange, senest i 1995, været på nippet til at løsrive sig og danne sin egen fransktalende stat.

Det ville være en katastrofe for resten af landet, men ser dog nu ud til at være afværget. Man er faldet til føje inden for Canada, men har som nationalt mindretal fået lov at lade byen Québec – der faktisk har en halv million indbyggere uden for murene – føre titel af ”capitale nationale”.

Stoltheden over dette er åbenlys i den smukke by, hvor le fleurdelisé vajer stolt fra parlamentet, i de snævre gader, hvor hestevogne bringer de besøgende rundt, og på havnen, hvor krydstogtskibe lægger vejen forbi.

Faktisk stod potentialet som rejsemål så tidligt klart, at de canadiske jernbaner omkring århundredskiftet lod opføre et enormt hotel, Château Frontenac, i en frygtelig, historiserende stil, der skulle minde om et fransk landslot.

Det er siden blevet et symbol på byen, hvilket egentlig er uretfærdigt over for Québec, der har så megen anden arkitektur at byde på. Men det kan ikke nægtes, at udsigten over Saint-Laurent-floden fra terrassen foran hotellet er betagende, når aftenen falder på. Stedets barske natur og byens fe-agtige skønhed går op i en højere enhed, og når man rejser videre, spekulerer man på, om det hele var en drøm.

rejser@k.dk