kristian østergaard |
17. december 2011
Skøn lille bog om danske granitskulpturer gør os klogere på vore forfædre
”Jysk granitkunst” er udgivet af Foreningen Jyllands løver og forfattet af Carsten Bach-Nielsen, kirke- og kunsthistoriker samt Kristeligt Dagblad-anmelder. Den rigt illustrerede bog vil henlede opmærksomheden på en række enestående romanske granitskulpturer. Man finder dem fortrinsvis i midtjyske kirker, og motivet er som oftest løver. Foreningen Jyllands løver forsøger i øjeblikket at få granitskulpturerne anerkendt som kulturel verdensarv i Unesco’s regi.
Skulpturerne er blevet til i årene fra slutningen af vikingetiden og frem til 1200-tallet, og de udstråler en aura af ånd, for de er ægte, uforstilte og blottede for enhver trang til at behage. I det gode kunstværk er der jo ikke plads til tilfældige omstændigheder, for hvad der i tilværelsen ligner slumpetræf, gælder ikke i kunstværket. Her må de løse tråde forbindes, og tilfældighederne ledes i meningsgivende retning, hvilket rejser spørgsmålet: Hvorfor er løven det gennemgående motiv, når de eneste løver, der har gæstet disse breddegrader, opholder sig i zoologiske haver? Svaret er, at løven både billedligt og bogstaveligt har optaget kunstnere i tidens løb. Det ser man i den romerske kulturkreds, men man ser det såmænd også herhjemme: ”Vi føre løver i vort skjold/ af hjerter tæt omsatte/ dem førte vi fra hedenold/ og ingen abekatte”, som det hedder i sangen ”Velkommen i den grønne lund”.
Og i Grundtvigs linjer er nedlagt den ubændige trods, som vore forfædre ejede i så rigt mål, og som løven var et symbol på. Hverdagspsykologi lærer jo, at det, man får gratis, bliver man ikke lige så glad for som det, man har kæmpet sig til. Og for de gamle var tilværelsen i højere grad en kamp, end den er for os, og derfor mente tidligere slægtled velsagtens, at der udgik en inspirerende kraft fra det store rovdyr. De levede jo ikke i forventningen om, at samfundet kom og hjalp dem dynen på.
Bogen viser, at løven ofte findes på døbefonten, og Carsten Bach-Nielsen forklarer, at her har løven været en slags advarsel til onde magter: at løven er et tegn på den magt og myndighed, der beskytter det døbte menneske.
Granit er det hårdeste stenmateriale, man kan arbejde i, og da håndværkere i 1170 fik mulighed for at brænde teglsten i stedet, så gik de over til det nye materiale. Og dermed var den epoke, som ”Jysk granitkunst” skildrer, slut. Men i talrige kirker lever granitskulpturerne heldigvis stadig videre og minder om, hvad de gamle levede på.
Johannes V. Jensen besøgte engang Oehlenschlägers grav, og bagefter skrev han et digt om den lille sten, der var lagt oven på gravstenen, og som lignede et kvindebryst: ”Kødets Gang du gaar./ Men sjælfuldt fattet Form bestaar”. Og det er, hvad ”Jysk granitkunst” handler om: at kunsten tager det sjælfulde og fatter det i en døbefont eller på en kirkesøjle, så det bliver til sjælfuldt fattet form. Det kan man overtyde sig selv om i denne lille smukke bog, der bygger på grundsolid viden og en loyal tilegnelse af den fortid, der stadig fylder så vidunderligt meget i sind og sogne.
kultur@k.dk
Carsten Bach-Nielsen: Jysk granitkunst. Jyllands løver. Jyllands søjler og øvrige perler. 116 sider. Viborg Forlaget.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad