Englands katolikker skal hjem til jul

I andre tilfælde handler det måske om en tro, der aldrig fik lov at blive voksen.

”Min mor var, hvad man kunne kalde en ’skræmt katolik’, og det blev forstærket, da jeg gik i skole,” forklarer den 47-årige Sarah på juleinitiativets hjemmeside.

”Nonnen på vores skole truede os regelmæssigt med spanskrøret for at få os til at gå til messe om søndagen. Hun var almindeligvis ret hårdhændet og streng. Hun skræmte livet af os. Den eneste grund til, at min mor tog os til messe var, at vi ikke skulle få ballade i skolen.”

Skønt den katolske kirke stadig missionerer på gammeldags vis, har den over hele den vestlige verden stigende fokus på at få de kirkefremmede blandt dens egne tilbage i folden igen. Nogle har forladt kirken fuldt bevidst og har ingen intentioner om at vende tilbage. Men for dem, der gerne vil tage tråden op igen og kun savner en anledning, vrimler internettet med hjemmesider, der sigter på netop denne situation. Og disse sider handler ikke om katekese, dogmatik eller kirkelig disciplin. De handler om personlige historier – både hvad der fik folk til at gå, og hvad der fik dem til at tænke på at vende tilbage. Individet er i centrum, og hjemmesiderne tilbyder at kaste nyt lys på fastlåste konflikter, prøve at udrede misforståelser og give eksempler på, at den bitterhed, forlegenhed eller frustration, som den enkelte føler, ikke er isolerede fænomener og kan føre til noget godt.

Først og fremmest handler hjemkomst-kampagnerne, hvad enten de foregår på internettet eller gennem særlige gudstjenester og møder, om at skabe personlig kontakt. Her er julen den perfekte anledning, fordi mange katolikker, der ellers ikke normalt går i kirke, alligevel finder derhen til jul.

Biskoppen af Arundel og Brighton, Kieran Conry, forklarer i en artikel i tidsskriftet The Tablet dynamikken med, at mange kommer til julegudstjenesterne på samme måde, som de skriver julekort til fjernere venner og bekendte. Julekortet udtrykker ”goodwill, en vis omsorg og formentlig også, at venskabet er stærkt nok til at overleve, indtil et tilfældigt møde fører til en mere alvorlig fornyelse”. Den modtagelse, som præsten og den faste menighed giver, er til gengæld afgørende for, at det ikke bliver ved de sentimentale og nostalgiske følelser, men at julemessen giver anledning til ny fordybelse og regelmæssig kirkegang.

Heri ligger også et skred i den institutionelle kirkes indstilling i retning af mere ligeværd og mindre formynderi. Selvom biskopperne håber på succes, er det vigtigt at undgå at gøre kampagnen til en konkurrence om, hvem der kan få flest fisk i nettet – også selvom resten af samfundet søger at retfærdiggøre sig ved hjælp af positiv statistik og vækstprognoser.

”Kirken skal være helt sikker på, at dens motiver er klare og ærlige; at den eneste grund til, at den ønsker at få folk tilbage til kirken igen … er, at kirken tror på, at det først og fremmest er i den enkeltes bedste interesse og siden i menighedens”, understregede biskop Conry i sin artikel.

Andreas Rude er mag. art. i litteraturvidenskab.