Det ligner apartheid. Israelsk lovforslag vil knægte civilsamfundet og isolere Israel inter-nationalt, mener tidligere ambassadør Alon Liel

Det israelske lovforslag byder ikke på nogen tilsvarende proces. Der står blot, at ”en begrænset forening må ikke modtage bidrag fra nogen udenlandsk statslig enhed”. Det vil gælde enhver gruppe, der taler for militærnægtelse eller for boykotter.

I 1973 erklærede Sydafrikas vicejustitsminister: ”Republikken forsvarer sine grænser mod politisk aggression. Den må også forhindre fremmed økonomisk indblanding i sine indre politiske anliggender.” Disse ord ville ikke lyde mærkelige i munden på de siddende israelske ministre.

KUN ET ENKELT MEDLEM af Sydafrikas parlament var pinligt bevidst om faren ved at forsøge at spærre et land af fra verden. Ene kvinde oplod Helen Suzman samvittighedens røst. Hun var jøde og en personlig ven af mig, og hun sagde: ”Sydafrika er ved at glide over i hænderne på en voksende flok hemmelige mænd, der laver hemmelige undersøgelser og hemmelige rapporter.” Men en nationalist i parlamentet argumenterede med, at loven var nødvendig for at blokere for finansiering af studerende, som ”stiller sig selv på de sortes side”. Denne skræmmetaktik virkede, og lovforslaget blev ophøjet til lov i datidens Sydafrika.

Ligesom det gælder i Israel i dag, var den sydafrikanske lov dengang ikke rettet mod voldelige eller ulovlige grupper. Målet for loven var de vedholdende samvittighedsrøster, der var blevet et problem for regimet. Sydafrikanske Studerendes Landsforening, som var den officielle repræsentant for alle universitetsstuderende, blev erklæret en ”berørt organisation” af justitsministeren. ”Det, der er under angreb,” sagde de studerende, ”er unge menneskers ret til at afgøre, hvad der er galt med deres samfund, og give sig i kast med kreative planer for at modgå dets onder og åbne mulighed for en positiv fremtid”.

I sit forsvar for Finansieringsloven af 1978 sagde Sydafrikas justitsminister, Jimmy Kruger, at ”loven vil blive anvendt til at gribe ind over for finansieringsaktiviteter rettet mod at underminere myndighederne eller true statssikkerheden”. Han sagde videre, at hans regering vidste, at store penge-beløb ankom til studenter-organisationen fra udlandet ”reelt med henblik på at sikre vores ødelæggelse”. Vores israelske politikere retfærdiggør deres handlinger med samme form for frygt. Udgangspunktet for Kirshenbaum og Akunis’ lov er, at ”organisationer, der for manges vedkommende omtaler sig selv som menneskeretsorganisationer”, reelt har som ”eneste formål at skade og ændre Israels politiske diskurs indefra”.

Sandheden er imidlertid, at de organisationer, som kan regne med at blive berørt af loven, er dem, der kæmper for at bevare, hvad der er tilbage af Israels demokrati og uafhængighedserklæringens progressive vision.

MIN ERFARING I Sydafrika viser mig, at love som disse ender med at slå fejl. Og det gør de, fordi et demokratisk samfund ikke kan lukke sig selv af fra verden uden at ødelægge sig selv. Loven har til hensigt at beskytte Israels offentlige image, men skader selv dette image. Vedtagelsen af en lov som denne fratager Israel legitimitet, og vigtigheden af de berørte organisationer bliver blot mere åbenlys.

Denne lov vil slå fejl, fordi det ikke nytter noget at skyde budbringeren. Verden kender godt til besættelsen. Misbilligelsens og harmens bølger vil slå ind over enhver barriere, vi måtte rejse. Det er helt nødvendigt, at Europa og resten af det internationale samfund gør Israel klart, at verden ikke vil lade sig afholde fra at hjælpe de israelere, som kæmper for en løsning baseret på menneskerettigheder og retfærdighed.

debat@k.dk

Oversat af Sara Høyrup.

Kommentaren bringes med eneret for Kristeligt Dagblad i Danmark.