En nulevende eskimo på Grønland ses på pakisen ved siden af sin kano. Hans forfædre kom fra Canada ind igennem Thule, hvor de var særdeles dygtige til at tilpasse sig klimaet. –
- Lorne Resnick/AGE/Scanpix.
Josephine Schnohr |
19. december 2011
Nordatlantisk historie I stenalderen var Thule-regionen tæt på Canada indgangsporten til Grønland. Alle eskimoiske indvandringer skete her, og herfra spredte folk sig ud i Grønland
For 4500 år siden vandrede de første eskimoer over isen fra Canada til Grønland. På det smalleste sted skiller kun 20 kilometer farvand de to landområder, så det har været en lille dagsmarch for disse travevante jægerfolk. Men den lille march fik stor betydning, for dermed erobrede mennesket et af de sidste uindtagede områder på kloden.
Og denne march gav siden anledning til langt større vandringer, nemlig dem ned langs kysterne af det enorme land i dag kaldet Grønland.
LÆS OGSÅ: Flintredskaber er som et forstenet sprogDanske arkæologer har gravet og udforsket den grønlandske forhistorie siden slutningen af 1800-tallet. Men Thule-regionen hørte til de sidste bastioner og blev først for alvor udforsket i 1940’erne. Det barske klima og den svære tilgængelighed medførte store logistiske udfordringer, men undersøgelserne var vigtige. Arkæologerne erkendte nemlig snart, at Thule-regionen var nøglen til forståelsen af Grønlands historie. For det var igennem Thule, at Grønland var blevet befolket ad op til flere omgange.
Ph.d. og lektor ved Københavns Universitet Mikkel Sørensen har beskæftiget sig med udforskningen af stenalderkulturer i de arktiske områder. Senest har han publiceret en nyfortolkning af et omfattende arkæologisk materiale fra en lokalitet kaldet Old Nuulliit beliggende på et lille næs på den alleryderste tip af Nordgrønland. Et sted, hvor flere palæo(stenalder)-eskimoer valgte at slå sig ned efter at have rejst den lange vej fra Sibirien og gennem Canada.
”Old Nuulliit-pladsen og dens fund illustrerer på fin vis den afgørende rolle, som hele Thule-regionen spillede for Grønlands historie. Flere gange har grupper af jægere slået sig ned her og er så brudt op igen for at vandre videre ned i Grønland eller tilbage til Canada. Thules placering så tæt på Canada gav området en nøgleposition i forhold til de indvandringer, der fandt sted i palæo-eskimoisk tid. Kan vi klarlægge og forstå udviklingen i Thule-området, har vi nøglen til at forstå hele den eskimoiske og inuitiske udviklingshistorie,” fastslår Mikkel Sørensen.
Thule-regionen må derfor betragtes som Grønlands vugge. Herfra udsprang alle folkevandringer. Herfra kom de eskimoer, der var med til at forme de grønlandske stenalderkulturer og lægge kimen til en langtlevende fangerkultur.
”De palæo-eskimoer, der først kom til Grønland, var utroligt dygtige jægere med meget avancerede redskaber. Det kræver virkelig viden og evner at overleve i så ekstremt et klima på så barsk et sted som Thule for 4500 år siden. De fleste mennesker i dag ville ikke holde længe! Men de her folk kunne læse landskabet og indrette sig efter forholdene, så de ikke alene overlevede, men faktisk levede godt,” påpeger Mikkel Sørensen.
Så ordet primitiv passer slet ikke på de grønlandske stenaldereskimoer, tværtimod. Deres redskaber, klædedragter, telte og levevis var blevet udviklet og forfinet igennem talrige generationer, så de uden problemer kunne leve, gå på jagt, opretholde en familie og en kultur et sted, hvor temperaturen ofte dykkede til minus 50, og vinteren var uden dagslys.
På Old Nuulliit-pladsen står der ikke meget tilbage efter de seje eskimoer. Stenlagte telteringe vidner om snedigt konstruerede mobile hjem lavet af drivtømmer og skind fra store fangstdyr. Talrige stenredskaber vidner om en veludviklet redskabsproduktion, der sikrede et redskab til enhver situation i dagligdagen. Dyreknogler fra sæl, moskus og hvalros vidner om vellykket jagt og mange nærende måltider tilberedt over de efterladte ildsteder. Og de mange midlertidige bosættelser vidner om et liv på evig vandring.
”De grønlandske palæo-eskimoer var meget mobile og altid på farten. Vi bruger for eksempel ikke betegnelsen bopladser, men sæsonpladser. De bosatte sig nemlig kun periodevis og kun der, hvor fangsten var god. Men mobiliteten var netop med til at sikre deres overlevelse. På den måde udnyttede de området og dets ressourcer optimalt. De var der, hvor dyrene var. Og de kunne altid pakke sammen og flytte med kort varsel. Mobiliteten blev både en måde at overleve på og en livsstil,” fortsætter Mikkel Sørensen.
Den palæo-eskimoiske livsstil viste sig særdeles velegnet i Thule-regionen. Disse tidlige eskimoer brød så at sige koden til at leve i det arktiske klima og fik dermed adgang til et meget rigt økosystem.
”Vores undersøgelser af Old Nuulliit viser, at der fandt flere indvandringer sted end hidtil troet. Flere grupper af canadiske palæo-eskimoer har taget ophold i Thule-området for at drive jagt og er siden vandret tilbage over isen til Canada uden at bevæge sig videre ned i Grønland. Men dengang betragtede man jo Canada og Grønland som et stort jagtområde, og Thule var afgjort et attraktivt sted at jage,” forklarer Mikkel Sørensen.
I vore dage spiller Thule ikke længere en central rolle i Grønlands historie. Men for 4500 år siden og et par årtusinder frem stod landets vugge her allerlængst mod nord.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad