Her har vi hovedgrunden til, at den sekulære stat ofte er som en elefant i en glasbutik, når det gælder kirkeledelse. Staten skal have forstand på politik og samfundsledelse, men kan ikke forventes at tænke ud fra kristendommen, og hvad der er vigtigt i kirkeledelse. Ganske vist kan mange af statens politikker fint bruges i kirken. For eksempel er det klogt, at kirken bruger statens regler for offentlighed i forvaltningen, revision af regnskaber, arkivering og meget andet.

Men i de vigtigste sager må kirkens ordning indrettes efter andre principper end statens. Derfor går det galt, når man betragter menighedsrådene på linje med kommunalbestyrelser, eller når man vil afgøre kirkens praksis med hensyn til parforhold alene ud fra statslig ligestillingspolitik. Kirkens afgørende formål er ikke ligestilling, men at Jesus Kristus må kunne bo ved troen i stadig flere menneskers hjerter, som det hedder i bønnen til folkekirkens nadverritual b) – i øvrigt med et citat fra Efeserbrevet 3,17.

De afgørende – og mest oversete – principper for kirkens liv og virke findes i Bibelen, ikke mindst hos Paulus, for hvem livet i den kristne tro altid står i centrum. Følgende korte udsagn kan læses som en hel lille manual for kirkens liv og virke: ”Tilpas jer ikke denne verden, men lad jeg forvandle ved en sindets fornyelse.” (Rom. 12,2). ”I skal have det sind for hinanden, som var i Jesus Kristus” (Fil. 2,5). ”Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse” (Rom. 12,11). Det afgørende i moralske spørgsmål er, om ens adfærd kan ”bringe de svage til fald” (1. Kor. 8,9).

Vi kan se på ægteskabs­debatten som eksempel. Vil det at kalde et par af samme køn for ”ægtefolk” kunne bringe gammeldags kristne til at falde fra troen på Jesus Kristus? Eller vil det omvendt kunne holde homoseksuelle par borte fra troens kilder i kirken, hvis kirken ikke kan få over sine læber at kalde dem ægtefolk? Det er den slags spørgsmål, der må stilles, når det gælder kirkens seksualmoral – akkurat som når det gælder de kristne spiseregler, som Paulus skriver om i 1. Kor., kap. 8.

Kirken må værne om samvittighedsfrihed, mindretal og mangfoldighed, som er helt anderledes grundlæggende i kirken end i det flertalsdiktatur, som staten i stadig stigende grad regeres efter. Kirken har brug for at stille sine egne spørgsmål – og finde sine egne svar. Kun kirken kan sikre kristendommen plads i kirken. Det er den til gengæld godt rustet til, hvis den flittigt bruger alle de teologiske kilder, den har til rådighed.

Hans Raun Iversen er lektor i teologi på Københavns Universitet