Josef og Maria anno 2011. Maria som højgravid og med et let betuttet udtryk af den besværede tur, mens Josef er selvsikker og bruger sin stok til at banke på hos kroerne. –
- Brian Rasmussen/Scanpix.
Jon Bøge Gehlert |
19. december 2011
Mens den religiøse skepsis er intakt resten af året, siger et flertal af danskere i julemåneden ja til kirkelige aktiviteter og kristne symboler på landets skoler. På Mårslet Skole uden for Aarhus betyder det, at eleverne valfarter til krybbespil
Jesusbarnet var pilskaldet med lange øjenvipper, Josef var lidt for lav til at kunne se over sine hyrder, og kejser Augustus var en gennemført drukkenbolt.
Sådan er det så rart med kunstnerisk frihed. Særligt når friheden forvaltes af to 3. klasser fra Mårslet Skole, som tilfører fortællingen om Jesu fødsel krybbevis af humor og barnlig charme. Fredag formiddag asede og masede skolens otte 1.-2. klasser sig sammen i den lille Mårslet Kirke på markerne uden for Aarhus, og da klokkerne faldt i slag, faldt støjniveauet omgående. Slut med hamren på bænkerygge og flyvske vanter og huer.
LÆS OGSÅ: Danskerne siger ja til kristne symboler i folkeskolenInd i kirken gled et kor af de fineste lyse pigestemmer, som på latin sang for, inden samtlige små hoveder på kirkebænkene stemte i med ”Et barn er født i Betlehem”. Men så var det også slut med den bløde stemning. I hvert fald for en stund.
Op ad kirkegulvet marcherede kejser Augustus med laurbærkrans om hovedet. På dette tidspunkt stadig sikker på benene, for drikkekruset blev først senere i forestillingen svinget igen og igen på kejserlig manér. Her tidligt i forestillingen havde kejseren blot ét budskab:
”Jeg er gud!”, lød det med strikkepindearmene hævet over hovedet.
Og straks kastede kejserens blåklædte soldater sig for hans fødder. Og straks strakte de små elever hals for at kunne følge med i dramaet.
Så var der ellers skudt gang i, hvad sognepræst Hanne Davidsen forud for forestillingen betegnede som ”et lille mirakel, hver gang det lykkes at få det hele til at gå op”. Krybbespillet er nu for 12. år i træk gået op i samspil mellem skole og kirke, hvor skuespillerne udgøres af de 3. klasseelever på skolen, der går til minikonfirmand.
”Børnene får med krybbespillet først og fremmest kendskab til julens evangelier. De lærer historien at kende og får samtidig en god oplevelse af kirkerummet, som de bliver fortrolige med. Og så er det jo også en øvelse i at være søde ved hinanden og opbygge et fællesskab,” sagde Hanne Davidsen.
Søde var Josef og Maria da også, da de ganske langsomt bevægede sig op gennem kirken. Som højgravid måtte Maria støtte sig til sin mand, og heldigvis var der plads i stalden foran kirkens alter. Og vupti, pludselig havde Maria det fineste Jesus-dukkebarn med lange fine vipper i armene.
Derfra var det en sand stjerneparade af dansende engle, vise mænd med velourkroner, ranke riddere og en stjerne båret højt på stang.
Det hele akkompagneret af lys korsang og højtlæsning fra prædikestolen. Og det hele afsluttet med dybe buk fra samtlige medvirkende foran alteret. Nogle mere synlige end andre, for når man som Josef kommer først på scenen, ender man nødvendigvis bagest i skjul bag tæppeklædte hyrder.
Bagest i kirkerummet sad ægteparret Bente og Preben Wadskjær.
De havde sneget sig med på en forsinket bedsteforældrebillet. Som farmor og farfar til englen Feline Wadskjær havde de en ”stor oplevelse”.
”Krybbespil i kirken er en god forløber for julen, og jeg så selv frem til det, da jeg gik i skole. Det hører med til at holde fast i kulturarven,” sagde Bente Wadskjær, hvortil hendes mand supplerede:
”Det erindrer om, hvorfor vi holder jul, og ja, det er også skolens opgave at gøre det.”
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad