Siri Hustvedt er blandt de forfattere, kulturjournalust Dorte Waashus anbefaler
- ALEJANDRO GARCIA/Scanpix Denmark
Dorte Washuus |
19. december 2011
Siri Hustvedt, Karl Ove Knausgård og Kirsten Hammann leverer alle store læseoplevelser
Siri Hustvedt: ”Sommeren uden mænd”
Lige så lille som den er i omfang, lige så stor er norsk-amerikanske Siri Hustvedts roman ”Sommeren uden mænd” som litterær oplevelse. Med de simpleste ord får forfatteren lagt så meget værdi og betydning ind i sine sætninger, at man som læser straks ved, hvad det hele handler om. Mia er hovedperson og fortæller. Hun underviser i lyrik og skriver selv digte. I 30 år har hun været gift med Boris, men nu har han forladt hende til fordel for ”en Pause”, en benævnelse hun konsekvent benytter om den unge kollega, manden er faldet for. Bruddet gør Mia momentant sindssyg og behandlingskrævende, og i et forsøg på at komme videre tager hun et tidsbegrænset job som lyriklærer i sin barndomsby. I denne sommer uden mænd færdes hun i to grupper af kvinder, dels lyrikholdet, der består af syv purunge piger, og dels hendes gamle mor og dennes veninder. I det felt kan Mia både spejle sig og tage afstand – og derigennem indse nye sider af sig selv. Vi som læsere bliver også klogere på os selv gennem denne lille perle af en roman.
LÆS OGSÅ: Kristeligt Dagblads anmeldere: Her er årets bedste bøgerKarl Ove Knausgård: ”Min kamp”
Vi bliver ved en norsk forfatter, men her hører al lighed så også op. Karl Ove Knausgårds både berømte og kontroversielle værk ”Min kamp” er en roman på mange tusinde sider, der indfanger og fastholder sin læser på en helt anden måde. Sjette og sidste bind af værket er netop udkommet på norsk, men jeg har kun læst de fire første bind, der indtil nu er oversat til dansk. At der således endnu er mange siders læsning i vente, både fryder og foruroliger mig. Denne selvbiografiske maraton, hvor vi følger den voksne Karl Ove Knausgård, der har svært ved at kæmpe sig fri af sin dominerende far, selv efter dennes død og som sidder i suppedasen af parforhold, børn og forfatterambitioner. Men vi følger også drengen og pubertetsvraget Karl Ove Knausgård, der ikke kan få greb om det erotiske, og desuden følger vi den unge lærervikar Karl Ove Knausgård, der har svært ved at finde ud af, hvad han egentlig skal med sit liv. Romanen fryder, fordi man bliver suget ind og føler sig fantastisk godt underholdt, mens læsningen står på, og den foruroliger, fordi det tager pokkers lang tid at læse de mange, mange sider.
Kirsten Hammann: ”En dråbe i havet”
Hovedpersonen i Kirsten Hammanns roman ”En dråbe i havet” er også forfatter. Hun hedder Mette og lever et behageligt liv med nok af alting. Mette er bekymret for tilstanden i u-landene og vil gerne skrive en bog, der kan åbne verdens øjne for, at der må gøres noget. Hun kommer i kontakt med en nødhjælpsorganisation, der arrangerer en form for virtuel verden, hvor Mette kan komme rundt til forarmede steder på jorden. De oplevelser er grænseoverskridende og skræmmende for Mette Mæt, som hun kaldes, og hun kan til sidst ikke finde ud af, hvad der er virkeligt, og hvad der er fiktion. Hun bliver oprigtigt indigneret over de fattiges vilkår, men da hendes ægteskab samtidig krakelerer, kan hun kun rumme dét. Det bliver til en hjerteskærende beretning om at miste kærligheden, der, når alt kommer til alt, er det vigtigste i livet for de fleste af os. Kirsten Hammann skriver enkelt og medrivende. Jeg blev, da jeg havde læst sidste side, fyldt af glæde og taknemmelighed over mit eget liv, og det er, for nu at sige det på jysk, vel ikke så ringe endda.
I december anbefaler kulturredaktionens journalister gode bøger til inspiration og fordybelse.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad