Flintestenene her har været benyttet af eskimoer i stenalderen – Privatfoto.
-
Josephine Schnohr |
19. december 2011
De fleste stenalderkulturer har efterladt flint og stenredskaber, hvilket også er tilfældet i Grønland. Ifølge ph.d. Mikkel Sørensen fortæller valg af råmateriale, design og bearbejdning en masse om menneskene bag redskaberne
Flint er ikke bare flint, og en pilespids ikke bare en pilespids. For det utrænede øje kan det virke sådan, men for ph.d. Mikkel Sørensen rummer hver en stump flint eller redskab information om menneskene og kulturen bag.
I sit arbejde med materialet fra den stenaldereskimoiske plads Old Nuulliit og i sin ph.d.-afhandling om flintteknologi i Arktis har Mikkel Sørensen nærstuderet genstande fra de tidligste folk i Thule-regionen. Herved kan han udpege de enkelte folk bag de enkelte indvandringer, hvilket er afgørende for forståelsen af Thules komplekse historie.
LÆS OGSÅ: Thule-området blev Grøndlands vugge”Man skal huske på, at stenalderfolk var ret konservative i forhold til deres redskaber og arbejdsmetoder. De lavede sjældent om på noget. Derfor betyder nye redskaber og ny teknik som regel et nyt folk og en ny kultur. Man kan se det som et sprog i sten. Man laver jo ikke bare om på et sprog for sjov, og hver ny sprogstamme eller dialekt repræsenterer en ny befolkningsgruppe. Folk kan måske godt forstå hinanden, men de har ikke den samme historie og er ikke de samme. Ligeledes kan de forskellige palæo-eskimoiske grupper godt minde om hinanden, men de er ikke de samme,” fastslår Mikkel Sørensen.
Thule-regionen favner alle de palæo-eskimoiske kulturer i en skøn forening eller snarere pærevælling. For disse jægergrupper havde det med at slå sig ned de samme steder og gerne oven i hinandens bosættelser, hvilket har gjort livet svært for arkæologerne.
”Fundlokaliteterne omkring Thule kan ved første øjekast virke ret uoverskuelige. Men der er tydelige forskelle i valg af råmateriale, design og bearbejdning af redskaberne, så det kan lade sig gøre at skelne den ene jægergruppe fra den anden og dermed definere de enkelte indvandringer,” forklarer Mikkel Sørensen.
På den lille plads Old Nuulliit lykkedes det at påvise de fleste palæo-eskimoiske kulturer ud fra studier af genstandsmaterialet. Så det lille næs i Baffin-bugten udgjorde en mellemstation for mange indvandringer til Grønland.
Men hvordan skelner man så imellem disse forskellige kulturer, når den ene jægergruppe efter den anden kommer dryssende gennem flere tusind år?
”Saqqaq-folkene brugte gerne kiselskifer til deres redskaber, mens Dorset-folket havde hang til agat og bjergkrystal. Til gengæld finder vi ingen pilespidser på Dorset-pladserne, så de brugte åbenbart ikke bue og pil som de andre palæo-eskimoer. Fælles for dem alle er dog, at de er ekstremt præcise i deres redskabsfremstilling med et minutiøst design, der minder om guldsmedearbejde. Et virkelig avanceret og forfinet håndværk og meget anderledes end det, vi for eksempel finder i Danmark. Men palæo-eskimoerne var også afhængige af deres redskaber og teknologi på en helt anden måde. De skulle vide mere og gøre mere for at overleve – og det har de rent faktisk formået,” konstaterer Mikkel Sørensen med en vis anerkendelse.
Ingen tvivl om, at de var gjort af et særligt stof, disse ukuelige palæo-eskimoer, der engang for 4500 år siden lagde vejen forbi Thule og Old Nuulliit.
Kilder: The Archaeology of Old Nuulliit. Af Mikkel Sørensen. Museum Tusculanum Press. 2010.
Flinttechnology and Tradition in the Eastern Artic, 2500 BC-AD 1200. Af Mikkel Sørensen. Museum Tusculanum Press. 2011.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad