”Jeg følte, jeg var med i en krig”

Rune, der ønsker at være anonym for ikke at skade sit arbejde, holder foredrag og underviser pædagoger og SSP-folk i, hvad de skal gøre, når de opdager, at en ung er ved at bevæge sig ind i et radikalt miljø, hvad enten det er på højrefløjen eller venstrefløjen. Umiddelbart er det svært at forestille sig, at den nydelige 33-årige mand med det trimmede skæg, de velplejede, hvide tænder og den blå skovmandsskjorte har været aktivist i 1990’ernes hårdkogte, autonome miljø.

Rune sætter sig ved computeren og søger på nettet. Den type aktivisme, han forlod, har haft voldsomme konsekvenser for en gruppe unge fra Københavns-området. I dag følger han sagen, hvor fem unge fra det autonome miljø i København er fængslet på syvende måned sigtet for brandstiftelse og overtrædelse af terrorloven. Ifølge politiet er det et held, at aktionerne ikke har kostet menneskeliv. Ligesom Rune kommer de fem unge fra ressourcestærke middelklassefamilier, og flere af dem har været i gang med universitetsuddannelser.

Runes vej mod radikalisering tager sin begyndelse, da han er 15 år. På det tidspunkt bor han sammen med sine forældre i den jyske provins. Det er trygt hjem, hvor der diskuteres politik ved middagsbordet. Rune forholder sig allerede som dreng til de store modsætninger mellem u- og i-lande, og som 13-årig melder han sig ind i SF’s Ungdom. Men to år efter melder han sig ud af partiet sammen med en gruppe på i alt 100 unge og danner gruppen Uafhængige Unge Socialister, der siden slutter sig til den venstreradikale gruppe Rebel.

”Jeg syntes, SF var blevet for højredrejet. Jeg var stærkt imod privatbilisme, og partiet begyndte at tale for broer og motorveje. I dag ved jeg, at parlamentarisk politik tager tid, men den tålmodighed havde jeg ikke dengang. Rebel havde en hurtig løsning på komplicerede, politiske problemer, og samtidig følte jeg mig som en del af et større fællesskab,” forklarer Rune.

Rune ønsker ikke at uddybe de ulovligheder, han deltog i. Men det skubbede til Runes radikalisering, at flere demonstrationer udviklede sig til egentlige kampe med politiet.

”Vi talte med hinanden om, at staten og politiet var undertrykkende,” fortæller Rune.

Gruppen hentede sit teoretiske fundament hos anarkistiske tænkere som Peter Kropotkin.

Og selvom Aarhus i midten af 1990’erne var en fredelig by, byggede han sammen med de andre i gruppen gradvist et indre billede op af et samfund i krig. I begyndelsen var gruppen optaget af de traditionelle autonome mærkesager som dyrevelfærd og miljø, men efterhånden koncentrerede de unge sig udelukkende om at bekæmpe nynazister og andre højreorienterede i Aarhus. Runes følelse af at befinde sig i en krig mod højrefløjen blev bestyrket, da han og en kammerat blev overfaldet af en gruppe højreradikale.

”Vi var en lille lukket gruppe af politisk aktive. Vi betegnede vores modstandere som fremmedfjendtlige.”

Efterhånden som Rune og de andre kammerater i gruppen blev mere isolerede, lukkede de af for argumenterne i den almindelige samfundsdebat. Rune havde efterhåndenmindreogmindretilfællesmedsinegamlevenner,ogdegledibaggrunden.

I dag har Rune ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor det kom så vidt. Den internationale forskning på området peger på, at teenagere, der har oplevet pludselige dødsfald eller andre traumatiserende begivenheder, i nogle tilfælde kan være påvirkelige over for politisk ekstreme grupper. Når han kigger tilbage, kan en af forklaringerne på hans egen modtagelighed være, at han som 15-årig mistede en meget nær veninde.

”Hun døde ret pludseligt på grund af sygdom. Jeg blev sat over for nogle eksistentielle spørgsmål, som jeg ikke følte, at jeg havde nogen til at hjælpe mig med. Og så fandt jeg en subkultur, som tilbød mig svarene på alt i hele verden. Det vigtigste projekt i min radikalisering var mig selv. Jeg forsøgte at styrke mit selvværd ved at være en del af et større projekt. Men hvis nogen dengang havde sagt: ’Du er bare interesseret i dig selv’, så var jeg blevet meget ophidset,” forklarer Rune.

Runes exit fra det autonome miljø foregik gradvist og udramatisk. Efter studentereksamen fandt Rune et fabriksjob for at finde ud af, hvordan de rigtige arbejdere havde det. Rune forsvarede sin beslutning om at forlade aktivistgruppen med, at han af hensyn til sin sikkerhed havde behov for at være uden for politiets søgelys et stykke tid. Når den unge, selvhøjtidelige aktivist luftede sine yderligtgående synspunkter blandt smedene i fabriks-kantinen, grinede kollegerne.

”De tog mine synspunkter på en overbærende, men også kærlig måde. Samtidig havde jeg 14 ton stål i hænderne hver dag, og jeg var simpelthen så træt, når jeg kom fra arbejde,” fortæller Rune.

En rejse i Latinamerika slog hovedet på sømmet. Han landede i Chile den 11. september 1998. Det var på 25-årsdagen for kuppet mod Chiles præsident Salvador Allende, og gaderne var forvandlet til et menneskehav af demonstranter. Rune var fyr og flamme.

”Jeg tænkte, at nu var jeg kommet til et sted, hvor der virkelig var noget at kæmpe for. Men mine chilenske venner advarede mig. Jeg talte med en chilensk pige, der havde opholdt sig i Danmark. Hun sagde: ’I Chile dør folk af politik, men kærlighed lever folk af.’ Det tænkte jeg længe over.”

Samme år tog Rune hjem til Danmark overbevist om, at hans tid blandt de autonome var forbi.

I dag fortryder Rune ikke, at han har smagt på den ekstreme venstrefløj.

”Jeg kan fortryde handlinger, jeg udførte dengang, men jeg mener ikke, at jeg har spildt tiden. Tværtimod fik jeg en masse erfaringer, som jeg kan bruge i dag. Jeg har besluttet at jeg vil være med til at formidle mine erfaringer med ekstremisme,” siger Rune, der i dag kun har sporadisk forbindelse til en enkelt af kammeraterne fra aktivistmiljøet.

”I dag tror jeg, at det er muligt at nå unge, der bevæger sig ud i ekstremisme i den fase, hvor de stifter bekendtskab med den yderligtgående gruppe. Hvis nogen i den fase havde stillet mig de kritiske spørgsmål, er det ikke sikkert, jeg var kommet så langt ud.”

Rune er ikke i tvivl om, at skolelærere, klubpædagoger og andre, kan gøre meget for at kanalisere ekstreme unges indignation i en konstruktiv retning.

”Der er et potentiale for demokratiet blandt de unge ekstremister, fordi de er engagerede. Det skal bruges konstruktivt, og jeg tror, det kan lade sig gøre, hvis det lykkes at skabe en kontakt, inden de unge for alvor kommer ind i en radikal bevægelse.”

soendergaard@k.dk

Rune er ikke personens rigtige navn. Hovedpersonen i artiklen har valgt at optræde anonymt for ikke at skade arbejdet med radikaliserede unge.De yderligt-gående

Regeringen har bebudet, at den vil styrke kampen mod ekstremisme efter Anders Breiviks massakre i Norge. Men kan politisk og religiøs ekstremisme forebygges? Kristeligt Dagblad fortæller i en serie, hvad danske myndigheder konkret gør for at forhindre, at unge udfører politisk og religiøst motiveret vold. Første artikel blev bragt fredag den 16. december.